Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Højdepunkter: Eriksen banens bedste i sejr mod Stoke

Af Gustav Tornby
07.04.2018 Kl. 16:50
Christian Eriksen scorede to kasser i lørdagens opgør mod Stoke. Her får du højdepunkterne fra opgøret.

Det var top mod bund, da Stoke tog imod Tottenham lørdag eftermiddag. Begge hold havde brug for en sejr, men mens Stoke havde brug for den for at komme væk fra nedrykning, så kunne Spurs spille sig op på siden af Liverpool som nr. 3.

Tottenham satte sig hurtigt på bolden fra kampens start, men Stoke lurede på kontraer.

Første store chance kom til Tottenham efter 23 minutter, da Alli spillede Son helt fri med Butland, men den engelske keeper kom godt ud og reddede Stoke.

Tottenham havde efter friløberen svært ved at spille sig til chancer, og Stoke stod komptakt og forsvarede sig godt helt ind til pausen.

I anden halvleg fik Tottenham dog hul på bylden. Alli blev spillet i dybden og spillede Eriksen fri i feltet, som scorede uden problemer til 1-0 fem minutter inde i anden halvleg.

Men ud af det blå kom Stoke tilbage kun fem minutter senere. En lang bold blev sendt i dybden, og Lloris kom ud, men sparkede bolden lige ind i Diouf, som kunne puffe den i det tomme mål. Kæmpe brøler af den franske målmand.

Men igen skulle der kun gå få minutter, før det hele blev vendt på hovedet igen. Eriksen stod for et frispark i venstre side, som sejlede ind i det lille felt og gik i kassen. Det var dog svært at se, om det var Eriksen eller Harry Kane, der fik sidste touch på bolden.

Med 10 minutter igen fik Stoke chancen for at score, da Aurier nedlagde Diouf tæt på feltet. Den chance tog Shaqiri næsten, da han ramte overliggeren.

Selvom Stoke pressede på i slutningen af kampen, så blev det ikke til mere, og derfor er Tottenham nu oppe på siden af Liverpool på 67 point med en kamp i hånden.

Annonce