Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hodgson: Loftus-Cheek skal måske opereres - kan misse resten af sæsonen

Af Pelle Rigtrup
19.01.2018 Kl. 07:10
Ruben Loftus-Cheeks skade er værre end først antaget, og den engelske midtbanespiller er måske nødt til at gennemgå en operation for at blive klar igen.

Crystal Palace lejede i sommer Ruben Loftus-Cheek i Chelsea, og den engelske midtbanespiller har været et af lyspunkterne hos the Eagles i en svær sæson. 

Den 21-årige englænder har dog ikke været i aktion siden 28. december på grund af en ankelskade, der efter planen ville holde ham ude i et par uger, men nu afslører klubbens manager, Roy Hodgson, at det står rigtig skidt til med midtbanespilleren:

– Skaden er mere alvorlig, end vi troede til at starte med, siger han ifølge Sky Sports. 

– Det vil skuffe mig, operation eller ej, hvis han ikke når at blive klar, før sæsonen er slut. Vi vil meget gerne have ham klar, og det samme vil Chelsea, men der er ikke så meget, vi kan gøre. 

Loftus-Cheek fik i 2017 debut på det engelske landshold, men Hodgson vil ikke garantere, at han bliver klar til sommerens VM-slutrunde: 

– Jeg ved ikke, om han bliver klar. Det kan jeg ikke svare på endnu, da vi ikke ved, hvor lang tid han vil være ude efter en eventuel operation. 

Hodgson udtaler samtidig, at han ikke har nogen intentioner om at sende Loftus-Cheek tilbage til Chelsea før tid, da midtbanespilleren måske kan nå at blive klar til de sidste, afgørende kampe. 

Annonce