Hodgson i spil til Leicester-job
Claudio Ranieri er fortid som manager i Leicester City, og de forsvarende mestre er på udkig efter en ny manager. Roberto Mancini og Nigel Pearson har været blandt de nævnte kandidater til at overtage jobbet hos den nedrykningstruede klub, og nu har en gammel kending angiveligt meldt sig på banen.
Daily Mail skriver, at Leicester havde Roy Hodgson til samtale sidste fredag. Den 69-årige englænder, hvis CV tæller klubber som danske FC København, Inter, Liverpool og senest jobbet som Englands landstræner, er stærkt ønsket af klubbens ejer, Vichai Sriaddhanaprabha.
Den thailandske ejer ønsker en manager med erfaring til at få klubben tilbage på rette spor, efter mestrene har lidt en skidt sæson oven på sidste sæsons mesterskab.
Hodgson er opsat på at vende tilbage til managergerningen, men skulle eftersigende ikke være helt solgt på ideen.
Craig Shakespeare har imidlertid taget over og forventes at lede holdet til lørdagens kamp imod Hull.