Hodgson erkender: Rashford valgt frem for PL-duo
De 23 spillere, der skal repræsentere England ved EM-slutrunden i Frankrig denne sommer, er valgt ud.
Her blev nogle naturligvis skuffede, da de blev valgt fra.
To af disse var Newcastles Andros Townsend og Leicesters Danny Drinkwater, der begge var med i betragtningerne til slut.
Den sidste plads tilfaldt dog Manchester United-kometen Marcus Rashford.
Roy Hodgson erkender, at valget blev taget ud fra, at han foretrak endnu en angriber frem for en midtbanespiller.
– Danny (Drinkwater, red.) var en svær én at udelade. Han har haft en meget god sæson. Vi er glade for det arbejde, han har gjort for os, men desværre, hvis du kigger tilbage på de sidste to år, vi har arbejdet med holdet, var han den nyeste mand, fortæller Hodgson ifølge Leicester Mercury.
– Vi er glade for ham. Helt simpelt, var det et spørgsmål om at tage en ekstra angriber eller en ekstra midtbanespiller med. Vi besluttede os for at tage en ekstra angriber, og det er grunden til, at Rashford blev inkluderet, og Drinkwater og Townsend blev udeladt. Var Rashford ikke kommet med, var en af de to kommet med, slutter landstræneren.