Historien om de to brødre, Joe og Jerry Baker, er virkelig bemærkelsesværdig og usædvanlig. 

Det er historien om én bror der ønskede brændende at spille for Skotland uden at få lov. Og en anden bror der kunne repræsentere både England og Skotland, men endte et helt, helt andet sted.

Joe Baker

Joe Baker blev født i Liverpool i 1940. Faren var sømand fra Woolton og sejlede for den britiske handelsflåde, der på netop det tidspunkt kæmpede for ikke blot Storbritanniens imperiums, men også for den demokratiske frie verdens overlevelse. Det foregik med konvojsejladser på tværs af Atlanten med glubske, tyske U-bådskobler lurende under overfladen. Ressourcetransporterne fra Canada og USA var intet mindre end livsnødvendige. Matroserne var ofte stationeret i de store engelske havne på vestkysten, og Baker senior var ingen undtagelse. Sammen med hustruen boede familien således i Liverpool i et par år, og det var altså her lille Joe kom til verden. To år forinden havde søulken en kort overgang haft indkvartering i New York, og her havde hustruen født parrets ældste søn, Gerard, der gik under kælenavnet Jerry/Gerry.

Desværre endte søfareren tragisk nok sine dage i det kolde Atlanterhav, da hans skib blev torpederet, og eftersom enken var skotsk, flyttede hun med de to små sønner til Motherwell. Her voksede begge de to Bakerbrødre op, og de var talentfulde nok som unge fodboldspillere til at kvalificere sig til det skotske skolelandshold (som vi i dag ville kalde U-16 landsholdet). 

Joe var en lille og tæt, men lynhurtig og meget skudstærk forward. Han fik professionel kontrakt med Hibernian som 16-årig og debuterede allerede på førsteholdet året efter. I det tidlige forår 1958 brillerede han med 4 scoringer i en Scottish Cup match mod rivalerne Hearts of Midlothian. Det stod hurtigt klart for enhver at knægten var skæbnebestemt for store ting. 

Måtte ikke spille for hjemlandet

Det skotske landshold kaldte på ham i 1958, men der var et problem; eftersom Baker var født i England, kunne han – på baggrund af det dengang gældende regelsæt for de britiske Home Nations – ikke repræsentere det land, som han havde boet og levet i siden han var 2 år, og som han selv opfattede som sit fædreland. Rygterne om den lille eksplosive målscorer var imidlertid nået syd for Hadrians Mur, og det engelske U-23 landshold tilbød Little Joe en plads dér. Det var ikke uden sjælekvaler at den talentfulde forward accepterede at stille op for Three Lions. Men ville han spille internationalt, så var det den eneste tilgængelige mulighed. 

I september 1958 debuterede Baker så for England U-23, i en formidabel tre-mands angrebskæde sammen med Jimmy Greaves og Bobby Charlton. England vandt 4-1 på Hillsborough over Polen, på bl.a. tre mål af Charlton. Dermed blev Joe Baker den første engelske landsholdsspiller der aldrig havde spillet for en engelsk klub.  

Året efter i november 1959 udgjorde Baker en fremragende angrebsduo med George Eastham, og scorede for England i en 2-0-sejr på Roker Park mod Frankrig. Syv dage senere blev Joe så fuldblods-landsholdsspiller, da han debuterede for A-landsholdet i en 2-1-sejr over Nordirland. Det er værd at bemærke at den engelske landstræner, sir Walter Winterbottom, foretrak Baker som makker til Johnny Haynes og John Connelly, frem for Jimmy Greaves. Joe svigtede ikke tilliden og scorede det ene af de engelske mål.

I april 1960 stod Baker så på grønsværen i sit hjemlands legendariske fodboldtempel, Hampden Park i Glasgow, foran 129000 entusiastiske tilskuere. Som knægt havde Baker ofte drømt om at optræde her. Men han havde næppe forestillet sig at det skulle være i Englands hvide trøje, og ikke den skotske marineblå. Det var med en klump i halsen, at Baker lyttede til God Save The Queen før opgøret, og det berømte ”Hampden Roar” – brølet fra de massive tilskuermasser – kom ikke ham selv til gode, men derimod Fulhams skotske centerhalf, Graham Leggatt, da denne overraskende bragte hjemmeholdet foran efter et kvarters spil. England klarede dog uafgjort på et straffesparksmål af Bobby Charlton. 

Mareridt i Torino

Det var imidlertid ikke problemfrit at Baker således spillede i Skotland og repræsenterede England. Landskampene dengang lå ikke i særskilte terminer, og den skotske turnering holdt ikke pause bare fordi England skulle spille. Det betød at Hibernian kunne modsætte sig at Baker fik fri til landskampene. Det var selvfølgelig ikke holdbart for den unge ambitiøse klasseangriber, og i 1961 forlangte han at komme på transferlisten. Med 102 mål i 117 kampe for Hibs, bl.a. 42 scoringer i 59-60-sæsonen, havde Joe Baker vel også gjort sin pligt for usle 12£ om ugen i Edinburgh-klubben. De engelske topklubber stod i kø for at få en transfer, men også Real Madrid var på banen med et tilbud på 70000£ – dengang en formidabel sum. Da italienske Torino smed ekstra 5000£ oveni hatten, blev det Il Toro der løb med den ombejlede skotte/englænder. En medvirkende årsag til at Baker tog til Italien var at Torino samtidig hentede ”landsmanden” Denis Law. 

Men opholdet i Piedmont blev et mareridt. Law og Baker havde mere end vanskeligt ved at integrere sig. Kommunikationen og samarbejdet med holdkammeraterne var præget af jalousi, og begge briter røg gentagne gange ind i disciplinære problemer. Baker blev vist ud to gange for voldelig optræden og kom i håndgemæng med en paparazzi i Venedig. Law hadede den italienske mad og kedede sig usigeligt på det hotelværelse som han og Baker delte. Også the Lawman fik flere bøder for dårlig opførsel. Begge led frygteligt af hjemve. En voldsom trafikulykke i marts 1962 havde nær sat en meget abrupt stopper for hele sagaen. 

De to utilpassede gæstearbejdere overskred klubbens regelsæt for sengetider mm., og kørte galt efter en bytur klokken fire om morgenen på autostradaen. Baker kom frygteligt til skade og måtte gennemgå en livreddende operation, og tilbringe de næste to måneder som rekonvalescent i en hospitalsseng. Law slap med småskrammer, men Torinos præsident tilbageholdt til gengæld hans løn i raseri over den manglende disciplin. Situationen for de to angribere var totalt uholdbar. Denis Law blev købt hjem til England af Manchester United, og Joe Baker af Arsenal. Det er vist ingen overdrivelse hvis man påstår at både klub og spillere var lykkelige for de transfers.

Baker tog straks den engelske 1. division med storm. I 156 kampe for the Gunners scorede han 100 mål, og desuden lagde han yderligere kvalitet på sit spil. Han var en klog og forudseende angriber, der var enormt dygtig til at skabe plads for andre offensivspillere, og han var stærk i pasningsspillet. Desværre for Baker var Arsenal inde i en historisk svag periode i 60’erne. Manager Billy Wright var utvivlsomt en af Englands allerbedste forsvarsspillere i historien. Som aktiv. Men ude på trænerbænken formåede han på ingen måde at organisere sin defensiv. Trods tilbagevendende skader nød Joe Baker imidlertid stor personlig succes, og han kom atter ind omkring det engelske landshold. Hans veje krydsede aldrig broren Jerrys. Men det var tæt på. For i 1961 skrev storebroren kontrakt med Hibernian, kort tid efter at Joe havde forladt den skotske hovedstad. 

Jerry Baker

Jerry havde ført en ret så omflakkende tilværelse. Farens eventyrblod fornægtede sig ikke, og han flyttede til London allerede som 16-årig og fik lærlingekontrakt med Chelsea. Efterfølgende spillede Jerry i korte perioder for Motherwell og St. Mirren i Skotland, og scorede 10 mål i en pokalkamp for sidstnævnte. Så fulgte ophold i Manchester City og Hibernian, hvorefter Baker fik stor succes i Ipswich Town i 1963-67, hvor han scorede 58 mål i 135 ligakampe, som venstre wing eller forward. Talentet var indlysende, men alligevel ikke nær på niveau med lillebrorens. 

Eftersom Jerry var født i USA var han ikke bundet landsholdsmæssigt til enten Skotland eller England. Men et valg mellem dem blev aldrig aktuelt. I stedet tog Baker kontakt til det amerikanske fodboldforbund for at forhøre sig om muligheden for at repræsentere USA. Netop i slutningen af 60’erne forsøgte man med en storstilet satsning på ”soccer” i Amerika. Den stort anlagte nystartede professionelle liga trak for eksempel et stort antal danske landsholdsspillere over dammen. Bl.a. Kresten Bjerre, John Worbye, Henning Boel og Frem-målmanden Leif Nielsen.  

Jerry Baker greb atter eventyret og debuterede for sit nye land i oktober 1968, i et 4-2-nederlag mod Canada. Det amerikanske fodboldforbund satsede hårdt på at kvalificere sig til VM i Mexico, hvor der imidlertid kun var 1 enkelt plads til de nord- og mellemamerikanske nationer. Sejre over Bermuda og i returopgøret mod canadierne betød at USA klarede sig i semifinalen. Baker scorede to gange og gjorde sig positivt gældende. Men i semifinalen blev det til to nederlag mod Haiti, og så var den square dance omme. Gerry koncentrerede herefter kræfterne om sit job i Coventry City, men en del skader og alderen betød at han måtte nøjes med nogle sæsoner i mindre non-liga klubber i 70’erne. 

Efter karrieren arbejdede han på Jaguarfabrikken i Coventry og fulgte sin datters karriere som 800 meterløber, bl.a. ved OL i 1984. Jerry/Gerry Austin Baker døde i 2013. 

Fabelagtig målscorer

Mens Jerry havde sin bedste tid i Ipswich midt i 60’erne, så alt ud til at lillebroren kunne krone en fantastisk karriere med en plads på det engelske verdensmestermandskab i 1966. I vinteren 1965 gjorde den dynamiske Arsenalforward comeback for England efter 5 års fravær, i tre landskampe mod Nordirland, Spanien og Polen. Joe Baker scorede mod både irerne og spanierne, og England vandt begge kampe. Især imponerede Bakers samarbejde med Liverpools Roger Hunt. Men mod Polen stillede englænderne med en noget blodfattigt besætning og fik kun 1-1 i en skuffende kamp. Alf Ramsey endte – lidt overraskende – at frasortere Joe Baker til sin VM-trup, og foretrak i stedet Hunt, Geoff Hurst og Bakers gamle U-23 kammerat, Jimmy Greaves. Opgøret mod Polen blev Bakers 8. og sidste landskamp.

I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne spillede ”den skotske englænder” en række fremragende sæsoner, trods en hel del skader, for Nottingham Forest og Sunderland, hvorefter han vendte tilbage til Skotland og afsluttede karrieren i Hibernian og Raith Rovers. I 517 kampe i engelsk og skotsk fodbold formåede Baker at scorer ikke færre end 301 mål. Fabelagtigt!

Efter karrieren blev Joseph Henry Baker pubejer i Edinburgh. Han døde i 2003.