Historisk: De 12 Super League-klubber indfører lønloft
Samtlige 12 Super League-stifterklubber har givet hinanden hånden på, at de vil sørge for at balancere deres udgifter, så de fremover kun må bruge 55 procent af deres indtægter på lønninger, agentsalærer og transfers. Det erfarer The Telegraph.
Det er typisk noget, man kender fra amerikanske sportsgrene, men man kan måske diskutere, om det er et sundt indgreb. De seneste opgørelser viser eksempelvis, at en klub som Chelsea bruger 64 procent af sin indtjening på at betale lønninger, mens tallene også er på henholdsvis 59 og 58 procent for eksempelvis Manchester City og Liverpool.
Kigger man på Barcelona og Real Madrid, er tallene endnu værre. Alligevel kan man måske også diskutere, hvor sympatisk denne musketer-ed mellem Super League-klubbernes ejere i bund og grund er.
For fremover står de til at tjene tykt på planerne om Super League, mens udgifterne til lønninger bliver holdt nede. Som fodboldfinanseksperten Kieran Maguire fra Liverpool University siger til The Telegraph:
– Man kan regne ud, at det er ejerne, der har skrevet under på dette. Hvis man regner på det, er det klart, at større indtægter samt en lønloft vil være lig med mere profit, siger Maguire til The Telegraph.