HIK’s solide fighter måtte flygte under besættelsen
Ginsborg kom fra HIK, der altid har fristet en tilværelse lige i udkanten af dansk fodbolds elite.
Klubben stiftedes i året 1900 og fik baneanlæg på Strandparksvej. Historikeren Johannes Gandil beretter i sin store krønike, at der i 1901 kunne præsenteres et fint regnskab med et overskud på 263 kroner og 71 øre. Men så havde man også udlejet en bænk på anlægget til en ældre dame, der generøst gav 4 klr. Om måneden, og det nyindkøbte klubhus havde kun kostet 50 kroner, mod at sælgeren fik lov at bruge fodboldbanen til at spille croquet med familien. I 1915 rykkede Hellerup Idræts Klub til Phistersvej.
Klubbens historisk største triumf var i 1935, hvor HIK sensationelt besejrede B.93 i finalen i KBU’s traditionsrige pokalturnering. Det var med den senere mangeårige sekretær DBU’s udtagelseskomité, Spang Larsen, som anfører.
I slutningen af 1930’erne havde Hellerupklubben to landsholdsspillere, Leslie Bolton og Reinholdt Christensen, der begge opnåede en enkelt landskamp. På det tidspunkt havde HIK, efter mange års tilløb, slået hul igennem til at spille med blandt de bedste. Under krigen spillede HIK i den lidt svage Kreds 2, og man kvalificerede sig et par gange til kvartfinalerne om DM. Men da divisionerne blev genoprettet efter besættelsen, røg HIK ned i 2. eller 3. division, hvor klubben opholdt sig permanent i en lang årrække.
Det var derfor en artig overraskelse, at UK tog en HIK’er med på OL-landsholdet i juli 1952. HIK spillede på det tidspunkt i 3. division, men den pålidelige og kloge venstre halfback, Ralf Ginsborg, havde imidlertid gjort så stærkt indtryk på DBU’s udtagelseskomité og coach Carl Skomar’ Hansen, at han fik en plads i den olympiske trup. Adgangsbilletten blev sikret med en stærk præstation i en træningskamp mellem landsholdet og et udvalgt hold fra Skåne i Hälsingborg i juni. Ginsborg kom dog ikke til at spille i Helsinki.
Rafael Ginzburgs forældre var jødiske indvandrere, der stammede fra Hviderusland, hvor bekendere til den mosaiske tro blev udsat for hårde pogromer i tiden op til Første Verdenskrig. Faren opbyggede myreflittigt sin egen skrædderforretning og tog sønnen i lære. I assimilationsprocessen fordanskede familien efternavnet til Ginsborg, og Rafael blev til Ralf.
Først i efteråret 1952 kom landsholdsdebuten. Egentlig var tidspunktet paradoksalt, for Ginsborg lå i rekrutten på Østerbrogades Kaserne og var helt ude af kampform. Da han modtog det glædelige budskab fra UK, var han ikke engang sikker på at han kunne få fri for forsvaret. Det lykkedes heldigvis.
Lunken opbakning fra UK og nedsabling i pressen
Debuten var mod Holland i Idrætsparken, hvor danskerne kom sig flot ovenpå en chokstart fra udeholdet. Hollænderne scorede således to gange indenfor det første kvarter, bl.a. på et mål af stjernen Abe Lenstra, som Ginsborg spillede overfor. Men danskerne fik styr på nerverne og spillet, og fik udlignet til 2-2 inden der var spillet 20 minutter.
Backen og anføreren Svend ”Boston” Nielsen fra B.93 afgjorde opgøret midt i anden halvleg, på et lidt heldigt langskud der snittede en hollandsk forsvarer. Pressen var ikke specielt begejstret og den generelle holdning var at den danske sejr var lidt ufortjent, men Ralf Ginsborg fik pæn kritik efter sin debut. UK’s Fritz Tarp kom med en lidt kryptisk bedømmelse af HIK’eren da han udtalte til Aftenbladet at: ”Ginsburg var debutanten der overraskede mig. Jeg mente ikke vi havde nogen bedre, da vi valgte ham, men jeg anså ham alligevel kun for at have 50 procent af den værdi, der burde kræves til et landshold. Han overraskede mig med 30 procent, men 20 procent har han tilbage, før han bliver fuldkommen”. Tak for opbakningen…
I realiteten leverede Ginsborg en kæmpe kamp. Ude af form og mod en stærk modstander, endda som 3. divisionsspiller. Sejren over Holland var en fin indsats på en tid, hvor landsholdet leverede svingende resultater. Pressen har altid haft en mærkværdig tendens til at undervurdere modstandere og tale de danske præstationer ned. Sådan er det stadig den dag i dag.
Ralf spillede i alt fald godt nok til at få genvalg til landsholdet mod Finland i Helsinki 14 dage senere. Det gik desværre skidt. Finnerne spillede – og kæmpede – bedst, og vandt med 2-1. Det hjalp heller ikke at man var så længe om at få udskiftet en skadet Kurt ”Nikkelaj” Nielsen, at Finland scorede i overtal. Pressen var denne gang rasende, og kunne konstatere at den danske indsats var beskæmmende og pinlig. For Ralf Ginsborg blev det hans sidste landsholdsoptræden.
Det havde nok været fristende for halfbacken at skifte til en stærkere klub, men Ginsborg forblev trofast overfor HIK, og opnåede omkring 180 førsteholdskampe.
Under besættelsen måtte han flygte til Sverige, og spillede dér på et sammenflikket ”flygtningelandshold” med bl.a. Eigil Nielsen der var i Den Danske Brigade.
Efter fodboldkarrieren etablerede Ralf Ginsborg ekviperingsforretningen ”Ginsborg” i Lyngby Storcenter. Han døde i 2006 i Skodsborg.
