Here we go: Hugo Lloris har ny klub på plads
Here We Go.
Sådan lyder de efterhånden velkendte tre ord fra transferguruen Fabrizio Romano.
Den italienske fodboldjournalist kan nu fortælle, at Tottenham-keeperen Hugo Lloris har et skifte på plads.
Inden længe vil den franske målmand således tørne ud for MLS-klubben Los Angeles FC. Det melder Romano på sin profil på det sociale medie X.
Der er en mundtlig aftale på plads mellem alle parterne, og skiftet ventes således en realitet, når transfervinduet åbner mandag i næste uge.
Ifølge Romano vil Lloris skrive under på en et-årig kontrakt med den amerikanske klub. Derudover er der option på yderligere et år.
Lloris er langt fra spilletid hos Spurs, hvor både Guglielmo Vicario og Fraser Forster er foran franskmanden i køen. Ifølge klubbens nye manager, Ange Postecoglou, er de henholdsvis nummer et og to på målmandspositionen.
Lloris skiftede til Spurs fra Lyon i 2012, og han har siden da været en bærende profil på holdet.
Det er blevet til næsten 450 optrædener for VM-vinderen, der i 2015 blev gjort til klubbens anfører.
Tidligere på året mistede han dog anførerbindet til Heung-min Son, da det stod klart, at Postecoglou ikke troede på ham som fremtidens mand.