HERE WE GO: Gyökeres skal til Premier League
Viktor Gyökeres skifter til Arsenal.
Det står mere eller mindre mejslet i massiv granit, efter at den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano tirsdag eftermiddag har meldt de tre berømte ord ‘here we go’.
Der er en mundtlig aftale på plads mellem samtlige parter, og Sporting har accepteret et bud, der kan løbe op i 549 millioner kroner.
– Gyökeres vil skrive under på en femårig aftale med Arsenal. Han ønskede kun et skifte til Arsenal, skriver Romano videre.
Den officielle debut i Arsenal-trøjen forventes at finde sted 17. august, når Arsenal åbner Premier League-sæsonen ude mod Manchester United.
Handlen har været under forhandling i flere uger, og en konflikt mellem spillerens lejr og Sporting har været offentlig.
Gyökeres’ agenter hævder, at klubben brød et løfte om at sælge ham for 450 millioner kroner, mens Sporting nægter, at en sådan aftale fandtes.
Det fik Gyökeres til at nægte at møde op til pre-season-træning i protest for at presse et skifte igennem til Arsenal. Og svenskeren ser nu ud til at få sit ønske opfyldt.
Den svenske angriber har været én af sommerens mest eftertragtede spillere efter 54 mål i 52 kampe i seneste sæson og endnu et mesterskab med Sporting.
Året før scorede han 43 mål, og han er nu klar til at tage Premier League med storm.
Der er desuden en særlig årsag til, at han har fravalgt Manchester United. Læs mere her.














