HERE WE GO: Arsenal henter Premier League-stjerne
Tidligere på dagen kom det frem, at Thomas Frank var tæt på at sikre sig Eberechi Eze fra Crystal Palace.
Siden har sagen taget en vild drejning.
For det ser nu ud til, at ærkerivalerne fra Arsenal løber med den offensive kreatør.
I al fald kan den altid veloplyste transferjournalist Fabrizio Romano sent onsdag aften melde de tre berømte ord ‘here we go’, og dermed tyder meget på, at Eze ganske givet skal til det nordlige London, men altså ikke til Thomas Frank og Tottenham.
– Eberechi Eze til Arsenal. Here we go! Mundtlig aftale på plads mellem alle parter.
– Crystal Palace modtager en pakke i omegnen af 517 millioner kroner, idet Eze foretrækker et skifte til Arsenal over Spurs.
– Arsenal vinder kampen over Tottenham, har været i fremskredne forhandlinger i dagevis, men handlen var aldrig lukket, skriver Romano.
Thomas Frank har allerede sikret sig prominente navne som Mohammed Kudus og Joao Palhinha, men meget tyder altså på, at Spurs ikke får held med at sikre sig endnu en stjerne til mandskabet.
Både Arsenal og Tottenham vandt i deres første kampe i denne sæson. The Gunners slog Manchester United med 1-0 på udebane, mens Thomas Franks mandskab tog en 3-0-sejr mod Burnley hjemme i den engelske hovedstad.
Samtidig forlyder det, at stjerne nu har skrevet under med Liverpool. Læs mere her.


















