Her er spilleren, der skal afløse Rodri
Manchester Citys midtbanegeneral, spanske Rodri, er langtidsskadet.
Det blev han tilbage i september, da holdet fra Etihad Stadium krydsede klinger med Arsenal.
Stort set lige siden har Manchester City haft svært ved at finde sit vanlige niveau, og flere steder tilskrives det Rodris skade.
Spanieren, der efter sin skade har vundet Ballon d’Or, har utvivlsomt spillet en stor rolle for Pep Guardiolas mandskab. Intet tyder på, at han kommer i spil mere i denne sæson.
Derfor er det logisk, at Guardiola er på udkig efter en, der kan tage over efter den spanske superstjerne – og det er der noget, der tyder på, at han nu har fundet.
For ifølge Football Transfers har Manchester City udset sig Rodris afløser i Valencia.
Mediet mener således at vide, at Pepelu, Valencias 26-årige midtbanespiller, er udpeget af Citys scouts som en oplagt afløser for Rodri.
Football Transfers skriver videre, at Pepelu primært er udset til at tage over, mens Rodri kommer sig efter sin skade. Senere er han tiltænkt en rolle som reserve, når Rodri har spillet sig tilbage i form, melder mediet.
Læs også: Thomas Frank i sensationelt skifte?
Manchester City skal i aktion igen lørdag. Her skal holdet en tur til Selhurst Park, hvor Crystal Palace venter. I midtugen gælder det Juventus i Champions League.


















