
De seks ledende personer i Premier League, FA og EFL-bestyrelserne mødes fysisk for første gang nogensinde i morgen, fredag, skriver The Times.
Her vil man diskutere forslag om markante ændringer i FA Cup, Carabao Cup og Community Shield.
Tidligere har det heddet sig, at Premier League-klubberne vil afskaffe omkampe fra tredje runde af FA Cuppen.
Derudover kan der også komme markante ændringer i Carabao Cuppen, hvor hold, der deltager i europæiske turneringer, kan få lov til at stille med ungdomshold.
Og Community Shield, der afholdes umiddelbart inden sæsonstart i Premier League, kan blive rykket til et sted inde i sæsonen, lyder det.
Premier League kalder det for "A New Deal For Football", og formålet er at nedbringe antal kampe fra 2024.
Det vil medføre de største ændringer i engelsk fodbold, siden Premier League blev grundlagt for 30 år siden.
EFL er angiveligt åben over for ændringer i Carabao Cuppen mod et økonomisk forlig. Og derudover vil mulighederne være, at klubber i Europa enten slet ikke deltager eller stiller med deres U21-hold.
LÆS OGSÅ: Klopps hovedpine - to spillere skal sies fra
LÆS OGSÅ: Erik ten Hag bekræfter ny United-tilgang