Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Her er forklaringen: Alt du skal vide om City-sagen

Af Morten Bruun Jørgensen
08.02.2024 Kl. 22:25

Den 6. februar 2023 blev Manchester City sigtet for 115 overtrædelser af Premier League-reglerne. Hele den meget omfattende sag er lige nu ved at blive undersøgt grundigt af et uafhængigt panel. 

Men hvad er egentlig op og ned i sagen? Og hvorfor tager det så lang? Alt det får du svar på i denne artikel. 

Hvad er Manchester City sigtet for?

115 overtrædelser lyder af mange, og det er det også, men de strækker sig over i alt ni sæsoner. Fra 2009 til 2018 – og i den periode blev det blandt andet til tre Premier League-titler. 

Manchester City er sigtet for ikke at udlevere præcise økonomiske informationer og detaljer om vederlag til managere. Klubben er desuden sigtet for at have brudt Premier Leagues profit- og bæredygtighedsregler over tre sæsoner. Der er tale om sæsonerne 2015/16, 2016/17 og 2017/18. 

Sigtelserne er så omfattende, at der aldrig tidligere har været noget lignende i Premier League.  

Hvorfor tager det så lang tid?

Den indledende undersøgelse mod Manchester City startede allerede i 2018. Derudover har dele af sigtelserne også været undersøgt af UEFA, som i første omgang tildelte Manchester City en straf. Klubben blev udelukket i to år fra europæiske turneringer.

Det appellerede Manchester City dog, og den internationale sportsdomstol (CAS) endte med at frikende klubben. I stedet slap The Citizens med en mindre bøde for ikke at samarbejde med UEFA,

En af grundene til, at Premier League tager sig rigtig god tid i denne sag skyldes også, at UEFA ikke fik noget ud af sin undersøgelse. UEFA blev blandt andet ramt af forældelsesfristen, men det gør sig ikke gældende i Premier League-sammenhæng. 

Fordi sigtelserne strækker sig over så mange år, er der også mange flere personer, der skal afhøres. Den slags tager tid. 

Manchester City har desuden ansat en af de førende advokater i form af Lord David Pannick KC til at køre sagen for sig. Også Premier League har naturligvis allieret sig med nogle af de bedste advokater. For at være bedst forberedt i en retssag gør alle parter derfor et omfattende arbejde for at samle informationer. 

Sagen adskiller sig også fra sigtelserne mod Everton og Nottingham Forest. Begge klubber er sigtet for at overtræde Premier Leagues profit og bæredygtighedsregler. Deres sager skal for en høring inden for 12 uger – hvilket vil sige senest den 8. april. 

De regler falder de mange sigtelser mod Manchester City dog ikke ind under. Derfor trækker sagen også i langdrag. Efter sigende er der sat en dato for en høring i sagen, men det er uvist, hvornår den er. Formentlig er det dog tidligst i efteråret 2024. 

Hvad kan straffen være?

I løbet af det seneste år har der været mange meldinger om, hvordan Manchester City kan blive straffet. 

Først og fremmest kræver det dog, at klubben kendes skyldig – og dernæst afhænger det af, hvor mange af sigtelserne, som retten finder Manchester City skyldig i. 

Hvis Manchester City slipper med den mildeste straf, vil klubben blive idømt en bøde. 

En hårdere straf kan lyde på en pointstraf, der kan træde i kraft, når sagen er afgjort. 

Den strengeste straf, som Manchester City kan forventes at få, er tvangsnedrykning fra Premier League. Hvilken række klubben i givet fald vil blive sendt i er uvist. 

I denne artikel har vi forklaret, hvorfor Chelsea ikke har problemer med at overholde de økonomiske regler i Premier League.

Annonce