Henry: Vi ser en mere fit Yaya
Efter at have været helt ude af holdet er Yaya Touré atter blandt Manchester Citys vigtigste spillere med fuld tid i Citys tre seneste Premier League-kampe. Yaya scorede to mål i sin "comebackkamp" i november imod Crystal Palace, og mandag eftermiddag var han igen på scoringstavlen og blandt Citys bedste, da Guardiolas tropper sejrede med 3-0 ude imod Hull.
Ivorianeren får ros med på vejen fra Sky Sports-ekspert Thierry Henry.
– Han er mere fit. Det så ud, som om han var færdig i City på et tidspunkt. Det viser, at hvis du arbejder hårdt for at komme tilbage på sporet, så har du en chance for at spille igen. Han spiller, og han fortjener det. Det viste han med sin præstation imod Arsenal.
– Yaya er en klogere spiller med teknisk kunnen til at spille hurtigt. Han kan spille fodbold i meget lang tid. Du er nødt til at være fit for at kunne det.
– En ting, jeg bemærkede i hans præstation i dag (mandag, red.), var, hvor mange gange han stoppede et kontraangreb. Det betyder, at han stod det rigtige sted.
Henrys Sky Sports-kollega Jamie Redknapp tilslutter sig de rosende ord og kalder Yaya Touré for en af de bedste midtbanespillere, der har været i Premier League.
– I fodbold har vi korte hukommelser, fordi sidste år snakkede folk om, hvor lidt han løb. Han er en af de bedste midtbanespillere, vi har set i den her liga. Han er deroppe sammen med folk som Patrick Vieira og Steven Gerrard.
– Han er en uhyre god fodboldspiller, og det er godt at se ham tilbage igen.