Henry: United-fansene kan vende sig mod van Gaal - og her er hvorfor
Manchester Uniteds 0-0-kamp mod Chelsea på Old Trafford mandag aften markerede niende gang i sæsonen, hvor de ikke har scoret – og med det ene point er man nu fire point efter top fire i Premier League-turneringen.
Sky Sports-eksperten Thierry Henry fortæller, at mens præstationen mod Chelsea var bedre end i 2-0-nederlaget til Stoke på Boxing Day, så har Louis van Gaal snart brug for en sejr.
– Det er endnu en kamp uden en sejr – og endnu et 0-0-resultat på Old Trafford. Det ville jeg aldrig nogensinde have troet, at jeg skulle have sagt. Men der var noget omkring dem mandag, som måske igangsatte noget – måske en ny begyndelse. Men hvor meget af det handlede bare om, at Chelsea ikke spillede godt? Det tillod United at være på bolden, der var ikke meget pres, de havde ikke en angriber eftersom Hazard spillede falsk 9'er, fortalte han til Sky Sports.
– Van Gaal sagde, at han har bestyrelsen med sig. Jeg tror, at de hellere bør vinde fodboldkampe, for han skal snart tage sig af en svær situation, og på et tidspunkt skal bestyrelsen klare samme situation, som Chelseas ditto skulle ikke længe siden, lød det endvidere fra Henry.

Hollandske Louis van Gaal førte Manchester United tilbage i Champions League med en fjerdeplads i sidste sæson, men holdet blev slået ud af gruppespillet tidligere på måneden, og skal derfor spille med i Europa League. Til trods for en svær sæson var Manchester Uniteds fans meget støttende mandag, og Henry hyldede Old Trafford-tilskuerne for deres tålmodighed både med van Gaal og klubben siden David Moyes tog over fra Sir Alex Ferguson i 2013.
– Det er vitalt, specielt når man spiller hjemme – det er den type støtte, man vil have, lød det fra Henry, der også kom ind på Manchester Uniteds meget store problemer på banen:
– Men måden de spillede på mod Stoke ude var ikke United – ikke dét United jeg kender. Ingen passion, ingen lyst – de blev udspillet til tider. Jeg så et United-hold mod Chelsea, der havde lyst, ønsket om at gøre noget, men det skal siges, at hvis fansene er bag én på hjemmebane hjælper det. Men hvor længe bliver de ved med at støtte? For at være ærlig har Manchester United-fansene siden David Moyes-tiden været meget tålmodige.
Henry kom endvidere ind på ét af Louis van Gaals allerstørste problemer. Henry fortæller nemlig, at han ikke er sikker på, at hollænderen ved, hvad der er hans allerbedste startopstilling.
– Kender han sin trup? Ved han hvem han vil spille? Til tider er de en smule for fastlåste, for forudsigelige, det er ikke dét Manchester United, jeg kender. De var på markedet efter mål og fart, og det fik de i Anthony Martial.
– Han scorede mål, og så pludseligt spiller han i venstre side, en anden dag i højre side. Ashley Young er én dag en venstrekant, så højre back og så venstre back. Marcos Rojo starter, så starter han pludseligt ikke i en måned, og så kommer han tilbage. Daley Blind er in, og så er han pludselig ikke in mere. Jeg tror ikke, han kender sit hold. Han stoler ikke på gutterne endnu, sluttede Henry.