Henry har høje forventninger til Lacazette
Thierry Henry var en kæmpe profil, da han for år tilbage optrådte for Arsenal, men nu kan en ny fransk profil være at finde i London-klubben.
Alexandre Lacazette er blevet hentet i Olympique Lyon, og Henry har høje forventninger til sin landsmand.
– Han spiller anderledes end Giroud, og det synes jeg er vigtigt, for man har brug for forskellige typer af angribere, indleder han over for Sky Sports News og uddyber:
– Det er ironisk, at Giroud starter for det franske landshold, og Lacazette er hans reserve, men på klubplan ser det ud til, at Giroud bliver reserven. Jeg ved ikke, om det nogensinde er sket før.
– Han gjorde det i den franske liga, og folk vil sige, at det er en anderledes liga, men, med al respekt for Lyon, han spiller med bedre spillere nu. Jeg tror på, at han får en god sæson. Jeg er stor fan af ham. Jeg så ham længe i den franske liga og som ungdomsspiller. Han var et stort talent, som alle forventede ville blive stor, og det er han blevet. Han har scoret mål hver eneste sæson.
Lacazaette nåede mere end 200 kampe for Lyon inden skiftet til Arsenal.