Hendersons drømmemål sænkede Chelsea i London
Liverpool startede kampen i højt tempo og Chelsea havde svært ved at finde ro på bolden. Det høje pres fra Klopps tropper tvang Chelsea til at smide bolden væk og det var et billede af en flok gæstende Liverpool-spillere, der bare var langt mere klar end Contes tropper.
Efter 17 minutter udmøntede presset sig i en scoring. Dog ikke som resultat af det ellers desciderede spilovertag. Det var et indlæg efter et frispark, der gjorde det for Liverpool. Coutinho smækkede den i bagrummet og her dukkede en hel umarkeret Dejan Lovren op og bragte med indersiden Liverpool fortjent foran.
Inden pausen blev det også 2-0 og dette var på en sand perle. En dårlig clearing af Gary Cahill endte hos kaptajnen Jordan Henderson. Og efter et par træk hamrede Henderson den op i hjørnet – uden chance for Courtois og det endda fra en distance et godt stykke udenfor Chelseas felt. Fantastisk kasse.
En første halvleg, der sluttede med 2-0 og klart på udeholdets præmisser. Det billede ændrede sig dog i anden halvleg. Chelsea fik spillet sig ind i kampen og Liverpool var tilfredse med at forsøge sig med omstillinger.
Chelsea skulle bruge et mål for at bringe spændingen tilbage i kampen og det fik de så. Efter 61 minutter tog serbiske Nemanja Matic sagen i egen hånd. Han driblede forbi et par Liverpool-spillere, kom til baglinjen og vippede den elegant ind til målmaskinen Diego Costa. Costa svigtede ikke om satte den sikkert ind bag Mignolet.
Mod kampens slutning mistede Chelsea en smule momentum. Blandt andet burde indskiftede Divock Origi have afgjort kampen for gæsterne, men en god redning af Thibaut Courtois forhindrede dette.
Chelsea prøvede at satse med en trippelindskiftning af Moses, Fabregas og Pedro, men lige lidt hjalp det. Trods et mindre tryk til sidst overlevede Liverpool, som tager en 2-1 sejr med hjem til Merseyside.
Se statistk og meget mere fra kampen på Stamford Bridge her – se nederst også den opdaterede stilling i Premier League: