Henderson og Oxlade: Stemningen var fantastisk
Liverpool fik sig et glimrende udgangspunkt i den første Champions League-kvartfinale med en 3-0-sejr over Pep Guardiolas mandskab.
Specielt første halvleg var forrygende fra Liverpool. De tre mål blev scoret på 20 minutter i første halvleg, hvor Anfield sydede og boblede.
– Vi vidste, at stemningen ville blive fantastisk, og det var den, og vi udnyttede det. I anden halvleg kom de tættere på, og vi stod dybt, sigre Henderson ifølge BBC.
– Vores spil handler om at arbejde sammen som hold, og det gjorde vi fantastisk. Vi løb alle de hårde meter. Det er kun første kamp.
Henderson misser returkampen, efter han modtog en sen advarsel.
– Jeg lavede ikke mange frispark, så det var skuffende at få et gult kort.
Alex Oxlade-Chamberlain scorede et flot langskudsmål til 3-0, og han var også begejstret for stemningen.
– Tilskuerne og stemningen var utrolig, og det var derfor, vi startede, som vi gjorde. Det var en super start med tre mål inden pausen. Det (mit mål, red,) var et godt spark. Det åbnede op for mig, og jeg har arbejdet på det.