Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hemmeligheden bag Deeneys gode sæson: Onklen kaldte ham tyk

Af Kalle Thue Gregersen
12.03.2019 Kl. 18:30
Troy Deeney har gang i en god sæson i Watford, og motivationen kom fra onklen, som kaldte ham for tyk til en familiesammenkomst.

Watford og Troy Deeney har gang i en god sæson, hvor de kun er to point fra at tangere deres bedste Premier League-sæson nogensinde målt på antal point. 

Den bomstærke angriber har bidraget med otte mål og fem assist, og englænderen kan meget vel overgå sin hidtil bedste Premier League-sæson, som var 2015/16-sæson. Her blev det til 13 mål og otte assist. 

På en fodboldbane kan Deeney godt se en anelse tung ud nogen gange, og det havde onklen vist også bemærket. Den kække onkel fortalte Deeney, at han så tyk ud, og det har Watford-angriberen taget til sig og tabt sig 6,5 kilo. 

– Min onkel Dave gjorde mig en tjeneste. Vi var til min mors bryllup, og han sagde til mig, at jeg så tyk ud, og han sagde det faktisk i en grovere tone. Dave er selvstændig, hvor han arbejder med metal, og han taler altid lige ud af posen, og det har jeg altid beundret, sagde Deeney ifølge The Mirror

– Jeg havde tænkt på at komme i gang og komme i god form til denne sæson, og den kommentar var afgørende. Jeg har ikke set mig tilbage siden. Nogle fans stikker en gang imellem til mig på de sociale medier, og det bruger jeg som motivation. Jeg tog en beslutning og gjorde noget ved det. 

30-årige Deeney har været i Watford siden 2010. Det er blevet til 363 kampe og 121 mål. 

 

Annonce