Helt vildt: Cristiano Ronaldo slår rekord igen
Cristiano Ronaldo stod for endnu en monumental bedrift, da Al-Nassr vandt over Al-Raed i den saudiske Pro League.
Den portugisiske superstjerne scorede og lagde op til mål, da Al-Nassr slog Al-Raed med 2-1.
LÆS OGSÅ: Trist melding om Daniel Agger
Ifølge den store spanske sportsavis Marca skrev Cristiano Ronaldo sig ved den lejlighed godt og grundigt ind i historiebøgerne.
Det var nemlig sejr nummer 700 i officielle kampe i klubkarrieren, skriver avisen.
Ronaldos sejre spreder sig over en bred vifte af klubber, og historikken ser således ud:
13 sejre med Sporting CP. 316 med Real Madrid. 214 med Manchester United. 91 med Juventus og 66 med Al-Nassr.
Den portugisiske verdensstjerne vil gå over i historien som en af de bedste spillere nogensinde, og han har allerede rundet 900 mål i karrieren. Noget, ingen andre har gjort før.
Den portugisiske offensivstjerne har haft en forrygende karriere, men noget tyder på, at den 39-årige Cristiano Ronaldo langt fra er færdig.
Al-Nassrs sejr betyder, at klubben rykker tættere på Al-Hilal og Al-Ittihad i toppen af tabellen.
Portugiseren står nu noteret for 85 mål i 94 kampe for det saudiarabiske mandskab.
Cristiano Ronaldos mandskab tager dog en mindre pause fra den hjemlige liga, da næste kamp er mod Al-Wasl i den asiatiske udgave af Champions League. Opgøret spilles på mandag.
Cristiano Ronaldo med til VM i 2026?
Rygterne svirrer om, hvorvidt Cristiano Ronaldo er klar til at forlænge sin karriere, så den gælder frem til VM-slutrunden i 2026, der afvikles som et delt værtskab mellem USA, Canada og Mexico.
Her vil portugiseren være 41 år gammel, men landsholdskammeraten Bruno Fernandes er sikker på, at Cristiano Ronaldo er med til slutrunden.
– Jeg ikke bare tror, men jeg er næsten sikker på, at han vil være der. Det ville være storartet, hvis Cristiano gennemfører sin drøm om at vinde VM-trofæet, ikke kun for ham, men også for det portugisiske folk, fortalte Fernandes i et interview med TNT Sports.
Artiklen fortsætter under billedet …

Skulle det blive en kendsgerning, at Cristiano Ronaldo er med ved næste års VM-slutrunde, vil han dog ikke blive den ældste spiller til at optræde i turneringen. Det viser en opgørelse fra statistikmediet Statista.
Essam El-Haddary, Faryd Mondragón og Roger Milla var alle 42 år eller ældre, da de repræsenterede henholdsvis Egypten, Colombia og Cameroun.
Det er blevet til 217 optrædener og 135 mål for Cristiano Ronaldo i Portugal-trøjen. VM-trofæet er det eneste, der for alvor mangler i et ellers bugnende trofæskab.
















