Helt skørt: David Luiz til Superligaen?
Kan David Luiz havne i Superligaen? Det lyder helt skørt, men ikke desto mindre arbejdes der på det.
Sådan lyder meldingen fra Cagdas Senyürek, som meldes tæt på at købe 91 procent af aktierne i Vejle.
– Vi er lige nu i dialog med David Luiz på grund af ham (Sedat Cogalan, red.), skriver Senyürek til bold.dk.
Personen, som Senyürek henviser til, er Sedat Cogalan, og han beskrives som tysk-tyrkerens vice-præsident. Det er angiveligt også ham, der har stort kildenetværk i fodboldverdenen.
Hele sagen omkring Senyürek og Cogalan har dog fået kæmpe medieomtale i de seneste dage.
Det danske medie B.T. har nemlig kunne afdække, hvordan Senyürek ikke er den, som han har udgivet sig for at være. Han har blandt andet hævdet at have været 25 år i Deutsche Bank og været topchef i Hongkong. Begge dele benægtes dog af personer i den tyske bank.
Derfor er der måske også grund til at være meget tvivlende over for, at det kan lykkes at hente David Luiz til Vejle. I første omgang skal Senyürek også først godkendes som Vejle-ejer, og det kan vise sig vanskeligt.
Aktuel er Vejle nummer 11 ud af 12 i Superligaen med 14 point for 17 kampe.
David Luiz, der har en fortid i både Chelsea og Arsenal, har siden september 2021 spillet for Flamengo i Brasilien. Her er den 36-årige forsvarsspiller både inde og ude af holdet.
Han har gennem sin karriere spillet mere end 200 Premier League-kampe. I Chelsea har han desuden været med til at vinde Champions League.
Følg Transfer Live gennem hele januar.