Arsenal FCAston Villa FCBrighton & Hove AlbionBurnleyChelsea FCCrystal PalaceEverton FCFulham FCLeedsLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedSheffield UnitedSouthamptonTottenham HotspurWest Bromwich AlbionWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
28:09:2020 09:46
Hektiske syv dage: Her er 10 United-transfers som kan ske denne uge

Vi forsøger her at danne et overblik over spillerne, der enten kan ende på eller ende med at forlade Old Trafford inden næste mandags transferdeadline.


En uge er tilbage af dette transfervindue, og det tyder på, at Manchester United går syv hektiske dage i møde.

Klubben havde før sommeren en ambition om at signe mindst tre spillere, men hidtil er Donny van de Beek den eneste førsteholdsspiller, som klubben har tilføjet.

Derudover var planen også at fortsætte genopbygningen af klubben ved at skille sig af med endnu flere overflødige spillere og skære i lønbudgettet. Det har hidtil vist sig sværere end forventet, og det eneste større navn, som har forladt Old Trafford, er Alexis Sanchez.

Men hvem kan endnu nå at komme til, og hvem kan forlade klubben med kun syv dage tilbage?

Fabrizio Romano har bekræftet, at klubben har forhandlet kontraktvilkår og agentsalær på plads med venstrebacken Alex Telles. En salgspris med FC Porto mangler endnu, men forhandlingerne fortsætter angiveligt i skrivende stund.

På samme måde skulle The Red Devils også være enige med Jadon Sancho og spillerens agent om både kontrakt og agentsalær. Samtidigt varsler flere medier, heriblandt BBC, at Manchester United er klar med et nyt bud på den 20-årige Dortmund-stjerne.

Det er lidt usikkert, hvorvidt Dortmund faktisk ønsker at sælge eller ej, men det ville næsten ikke give mening for Manchester United at have fortsat jagten så længe, hvis ikke spilleren var til salg.

Dortmund kræver dog £108 millioner. For uger siden skulle The Red Devils have budt £90 millioner garanteret samt £18 millioner i betalinger over tid. Det blev afvist. Man må næsten forvente, at Manchester United nu er klar til at tilbyde flere penge på én gang i forsøget på at overtale Dortmund til at sælge.

Ser man bort fra Sancho og Telles, der er de åbenlyse transfermål, skulle Manchester United fortsat have en midterforsvarer og potentielt en angriber på blokken. De er umiddelbart ikke af ligeså høj prioritet, men ifølge Manchester Evening News er The Red Devils klar til at slå til, hvis en god chance for at signe en spiller til disse positioner byder sig.

Som bekendt arbejder klubben også på at sælge adskillige førsteholdsspillere. Chris Smalling er den mest åbenlyse, og det ville undre undertegnede, hvis ikke han ender med at gennemføre en transfer til Roma inden deadline. Andreas Pereira skulle ligeledes være på vej til Lazio på en lejeaftale med købsoption.

Der burde også være et marked for Sergio Romero, som ikke længere ønsker at blive i en klub, hvor han nu er tredje hjul efter David de Gea og Dean Henderson. Der har blandt andet været rygter om interesse fra Valencia samt Everton.

Det er sværere at se et marked for Marcos Rojo og Phil Jones, mens intet tyder på, at Ole Gunnar Solskjær har nogen form for tiltro til Diogo Dalot. Jesse Lingard er en anden spiller, som måske kan nå at forlade sin barndomsklub, hvis et ordentligt tilbud tikker ind i løbet af den næste uge.

 


SENESTE NYT

OP | NED

SENESTE NYT

OP | NED