Hazards far: Eden ender måske aldrig i Real Madrid
Eden Hazard blev denne sommer kædet sammen med den spanske storklub Real Madrid, der var på jagt efter en erstatning for Cristiano Ronaldo, men Chelsea nægtede at give slip på belgieren.
Det er ikke just første gang, at Hazard bliver sat i forbindelse med Real Madrid, og rygterne går på, at spanierne igen vil forsøge at snuppe ham næste sommer.
Hazards far, Thierry, er dog usikker på, om vi nogensinde får den kreative belgier at se i Real Madrids trøje:
– Jeg kan ikke sige, hvorfor det ikke blev til noget. Jeg ved det virkelig ikke. Måske har de en politik om at give de unge spillere en chance, udtaler han til Hiet Nieuwsblad.
– Eden vil have et år tilbage af sin kontrakt næste sommer, men han ender måske aldrig i Real Madrid.
Ifølge Thierry kunne det måske have set anderledes ud, hvis Zinedine Zidane stadig stod i spidsen for spanierne. Hazard har nemlig i mange år været en stor beundrer af Zidane, der valgte at forlade Real Madrid efter Champions League-finalen:
– Det kunne have været en anderledes historie med Zidane, men på den anden side havde han nok sine grunde til at smutte.
Hazards kontrakt med Chelsea udløber i sommeren 2020, og The Blues kæmper i øjeblikket en hård kamp for at sikre sig en ny aftale med belgieren.