Hazard: Specielt forhold til Eto'o
Den vævre belgier og Samuel Eto’o har fundet hinanden godt på banen det seneste stykke tid, mener Hazard selv.
Samuel Eto’o skiftede Anzhi og Rusland ud med Chelsea og England til denne sæson, og selvom starten ikke var god for den 33-årige angriber, har han alligevel fundet formen og en vis målnæse nu.
Den noget yngre Eden Hazard har været en af nøglefigurerne i Chelsea offensiv, men han siger, at han nyder at spille sammen med Eto’o i fulde drag.
– Det er en ren fornøjelse at spille med ham. Han kan gøre præcis hvad han vil med sine fødder. Oven i købet ved han hvornår jeg går til højre og hvornår jeg går til venstre. Vi har en rigtig god fælles forståelse, og det er enormt vigtigt.
Allerede i aften kan de to spillere folde sig ud endnu engang, da de rejser til Birmingham, nærmere bestemt Villa Park. Her krydser de klinger med Aston Villa kl.18.30.