Hazard-lillebror vil blive i Chelsea
Thorgan Hazard siger, at han ikke vil tilbage til Belgien i næste sæson, og at han i stedet vil søge lykken hos Chelsea.
Hazard skiftede til Chelsea kort efter, at hans storebror, Eden, gjorde det i 2012, men han har været udlånt til Zulte-Waregem i sit hjemland indtil videre.
Den 20-årige offensivspiller, der vandt en pris som bedste spiller i den belgiske liga tilbage i januar, havde søgt om at opsige sin nuværende lejeaftale for i stedet at slutte sig til Anderlecht for resten af sæsonen, men han besluttede at blive i Zulte-Waregem.
Hans form er siden da faldet, men han håber at kunne finde formen frem igen før den sidste del af sæsonen, hvorefter hans fremtid er uvis.
– Jeg vil starte op i Chelsea, siger han til ESPN og fortsætter: Vi må se – der er stadig lang tid til. Vi må ikke glemme Playoff 1 (som er et slutspil for de bedste hold i den belgiske liga, red.). Der vil vi præstere. Efter det vil jeg dog forlade Belgien.
Meget tyder altså på, at han gerne vil forenes med sin storebror i Chelsea.