Hazard: "Jeg spiller venstreback, hvis træneren ønsker det"
Kritikken var hård, også fra Hazard selv, da Antonio Conte for en måneds tid siden spillede Eden Hazard i en falsk 9'er-rolle mod Manchester City – uden succes.
Nu udtaer Hazard dog overfor Sky Sports, at han ikke har noget problem med at blive spillet på en anden position end sin foretrukne på venstrekanten.
– Jeg vil bare gerne være på banen, om det er som 9'er eller 10'er. Jeg kan spille venstreback, hvis det er dét, træneren ønsker, for jeg vil bare være på banen og give mit alt, siger Hazard forud for weekendens opgør mod Tottenham i Premier League.
Hazard er i øjeblikket til belgisk landsholdssamling, og selvom den lille Chelsea-spiller er blevet rygtet til blandt andet Real Madrid i nyere tid, så insisister den lille belgier på, at han kun har fokus rettet mod én ting.
– Jeg tænker kun på denne sæson og VM. Vores mål er at gå hele vejen, og det er, hvad jeg tænker på, for jeg har stadig to år tilbage på min Chelsea-kontrakt og er bare glad, siger Hazard til Sky Sports.