Hazard: Jeg kan blive bedre
23-årige Eden Hazard har haft stor personlig succes siden skiftet fra OSC Lille i juni 2012. Med 23 målscoringer i to sæsoner og Europa League-titlen på sit CV, har opholdet i London været fantastisk for belgieren.
Sidste sæson blev Hazard kåret til årets spiller i klubben, mens han også blev kåret til årets unge spiller med 14 ligamål i 35 optrædener.
Den belgiske landsholdsspiller er parat til at vinde endnu flere titler med Chelsea, hvor Premier League og Champions League selvsagt er de næste mål.
– Jeg kan blive bedre. Sidste sæson var rigtig god, og den første sæson var ligeledes god. Nu er jeg i gang med min tredje sæson, og hvis jeg kan vinde flere trofæer, vil det være bedre, udtaler Hazard til Sky Sports.
– I sidste ende er det vigtigste at vinde trofæer, men personligt håber jeg på at kunne fortsætte med at score flere mål og levere flere assists.
Chelsea og Eden Hazard kan se frem til Champions League-opgøret mod tyske Schalke 04 i aften, når London-klubben gæster Veltins-Arena i Gelsenkirchen.