Hattrick-Kane: Vi skal sætte nye mål
England havde ingen problemer med at slå Panama søndag eftermiddag. Three Lions vandt 6-1 blandt andet takket være et hattrick fra Harry Kane. Dermed har Tottenham-angriberen scoret fem mål i to kampe og er dermed topscorer ved dette års VM.
Efter kampen var landsholdsanføreren godt tilfreds med kampens forløb, som samtidig sikrede England avancement til ottendedelsfinalerne ved VM. Han forsikrede dog de mange medier om, at han og holdkammeraterne ikke stiller sig tilfreds ved at spille sig videre fra den indledende gruppe:
– Jeg er naturligvis stolt over, at vi har spillet os videre fra gruppen. Nu handler det om at sætte os nye mål for turneringen, fordi vi er ikke tilfredse endnu. Det var kun første skridt på vejen, sagde Harry Kane kort efter kampen.