Hattrick-Kane og Stones sænkede Panama
England kom ud som lyn og torden søndag eftermiddag, hvor modstanderen var upåagtet Panama, som deltager ved sin første VM-slutrunde nogensinde. Three Lions skulle heller ikke bruge lang tid på at bringe sig i front, da Manchester City-spilleren John Stones efter syv minutter headede et hjørnespark i kassen.
Det tidlige føringsmål var samtidig det første på landsholdet for den unge forsvarsspiller, der har spillet en stor sæson for Pep Guardiolas mandskab.
Scoringen så i første omgang ud til at ryste Panama, men langsomt fik VM-debutanterne bedre fat i spillet. Efter et kvarter var de endda tæt på en udligning. Et spark fra kanten af feltet sneg sig imidlertid tæt forbi stolpen. I stedet for en udligning blev det 2-0 til England.
Jesse Lingaard blev sendt i dybden og nedlagt i feltet. Harry Kane sparkede resultat og bragte englænderne yderligere i front. Gareth Southgates mandskab havde dog ingen intentioner om at slippe speederen, men fortsatte i stedet i højt tempo. Med ni minutter til pause kastede det endnu en scoring af sig.
Jesse Lingaard spillede bande på kanten af feltet og sparkede den efterfølgende flot i fjernes hjørne uden chance for Panama-målmanden.
Mareridtet var dog langt fra slut for Panama-spillerne. En flot indøvede detalje på frispark resulterede i, at John Stones kunne bringe Three Lions på 4-0. Få minutter før pausefløjtet kom England også på 5-0, da Harry Kane nok engang fra straffesparkspletten scorede sikkert.
De engelske spillere kom aldrig op i samme høje gear efter pausen, men efter en time blev det alligevel 6-0. Ruben Loftus-Cheek trykkede af fra distancen og på kanten af offside ramte bolden Harry Kane på hælen og snød Panama-keeperen og gik i mål.
Ti minutter før tid fik de mange tilhængere fra Panama noget at juble over. Et frispark blev lagt ind i feltet og her kom indskiftede Felipe Baloy på 37 år først på bolden og scorede Panamas første VM-mål nogensinde.
Der blev ikke scoret mere i opgøret og dermed vandt England kampen 6-1 og skal i sidste gruppespilskamp møde Belgien i en direkte kamp om førstepladsen.