Harry Winks takker Pochettino efter landsholdsdebut
Da England i søndags besejrede Litauen, var det med den unge Tottenham-spiller Harry Winks i startopstillingen. Den 21-årige midtbanespiller har fået chancen under Mauricio Pochettino i Tottenham, hvilket for nyligt blev belønnet med en landsholdsudtagelse og senere debut.
Winks er da også fuld af lovord om den argentinske manager:
– Alle ved, at det er svært for unge engelske spillere at få chancen i Premier League, men heldigvis har Pochettino givet mig chancen, og det er jeg ham meget taknemmelig for.
– Det er meget modigt af ham, men det er op til os unge spillere at gribe chancen, og det føler jeg, at jeg har gjort.
– Han har ikke kun hjulpet mig fysisk og teknisk, men også mentalt, og det vil jeg også gerne takke ham for.
– Han er en fantastisk manager og person, og han er altid klar til at hjælpe dig med et godt råd.
Harry Winks er ikke den eneste Tottenham-spiller på det engelske landshold, hvor hans holdkammerater Harry Kane, Eric Dier, Dele Alli og Danny Rose alle er en fast del af truppen.