Handskerne af: Kepa er klar til at kæmpe for sin Chelsea-fremtid
Kepa Arrizabalaga er villig til at blive og kæmpe for sin startplads på Stamford Bridge, selvom meget tyder på, at Chelsea er på udkig efter en ny målmand i det næste transfervindue.
Det skriver Daily Mail.
Spanieren, der i 2018 blev verdens dyreste målmand til dato med sin pris på £71,6 millioner, har været under stort pres denne sæson, hvor Frank Lampard valgte at droppe ham fra startelleveren efter en række dårlige præstationer.
Kort inden Premier League blev suspenderet, var Kepa dog atter at finde mellem stængerne. Det ændrer dog ikke på, at Chelsea angiveligt er på udkig efter en konkurrent og reserve, da Willy Caballero fylder 39 til september.
Dean Henderson fra Manchester United, Juan Musso fra Udinese, Andre Onana fra Ajax og Gianluigi Donnarumma fra AC Milan er blandt navnene, man har diskuteret, og Kepa er klar over, at der venter ham en udfordring om startpladsen.
Men den 25-årige spanier er glad for livet i London og skulle også have fået forsikringer fra Chelsea-ledelsen om, at han endnu indgår i klubbens langtidsplaner, selvom Frank Lampard særligt presser på for at tilføje en konkurrent til truppen.