Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Handlen var på plads: Messi blokerede muligt skifte til Barcelona for Eriksen

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
03.11.2019 Kl. 13:07
Lionel Messi skulle angiveligt have blokeret et muligt skifte til FC Barcelona for Christian Eriksen.

Det er dagligt, at der er nyt fra den spanske presse om Christian Eriksen-situationen.

Det ene øjeblik er han på vej til Real Madrid, og det næste er han ikke. Tidligere på ugen skrev El Desmarque, at Los Blancos ikke længere havde interesse i den danske playmaker, og nu følger mediet op med en historie om, at FC Barcelona også skulle have lukket døren for Eriksen.

Ifølge det spanske medie skulle FC Barcelona faktisk være den foretrukne destination for Tottenham-stjernen, som har kontraktudløb efter denne sæson.

Og Barcelona var angiveligt klar til at spille bold med danskeren denne sommer og havde forberedt en handel, der skulle bringe danskeren til Camp Nou og Ivan Rakitic og Carlos Alena til Tottenham.

Handlen skulle dog være kollapset takket være ingen andre end Lionel Messi. Han ønskede angiveligt ikke danskeren hentet til den catalanske storklub, da han ikke følte, at Eriksen havde vist, at han kunne "tage ansvar" i de "svære situationer" for Spurs.

I den argentinske troldmands øjne skulle det have vist, at danskeren ikke har den fornødne "karakter" til at spille for et hold som FC Barcelona, hvilket han gjorde klart over for klubledelsen.

Vi ved ikke, om vi skal tro rapporten, men man har førhen hørt rygter om, at Messi er ekstremt magtfuld og også har indflydelse på klubbens transfers.

Derfor skulle døren nu være lukket  til Camp Nou for Christian Eriksen.

 

 

Annonce