”Kongen”, ”Den sorte Perle”, den sorte Panter”. Kært barn har mange navne. Men der var kun1 Eusébio. 

Eusébio da Silva Ferreira var en unik sammensætning af de allerbedste karakteristika for en fodboldspiller. Han var hurtig, spilintelligent, ekstremt skudstærk og teknisk sublim. Kort sagt, den perfekte angriber. Det er ikke mærkeligt at han ofte blev sammenlignet med Pelé. 

Eusébio blev født i 1942 i Lourenco Marques, nu Maputo, i Mozambique, dengang portugisisk koloni. Faren var portugisisk/angolansk, hvid og fodboldtosset, moren en sort kvinde fra Mozambique. Eusébio havde 7 søskende, og flere fik gode uddannelser, men knægten var kun interesseret i fodbold. Han gik ud af skolen i 4. klasse og må kategoriseres som funktionel analfabet. De indlysende evner udi spillet med den lille runde bragte Eusébio i søgelyset hos den største klub i Lourenco Marques, Sporting, der – som navnet antyder – havde en associeringsaftale med Sporting Lissabon. 

I husarrest under kidnapningstrusler

Den lille fyr med det kraftfulde antrit debuterede allerede som 15-årig for Sporting LM og scorede 9 mål i 4 kampe i 1957. 11 gange i 7 kampe året efter, og derefter 21 scoringer i 11 opgør og endelig i 1960 36 mål i 20 optrædener. Talentspejderne fra koloniherrernes Lissabon spærrede øjnene op, og der opstod en strid mellem Sporting og Benfica om at hente supertalentet. Det medførte en langtrukken skrivebordskamp om rettighederne til at få den unge uslebne diamant på kontrakt. Striden mellem de to storklubber var så indædt, at lederne i Benfica i fuldt alvor troede at Sporting ville kidnappe talentet mens sagen kørte i fodboldforbundet, og tvinge ham til at spille for dem, så stakkels Eusébio blev nærmest holdt i husarrest og under bevogtning. Endelig i sommeren 1961 arriverede Eusébio til Benfica og Estadio da Luz. Han blev hurtigt en funklende stjerne på ”Lysets Stadion”.

Benfica var allerede på det tidspunkt en stærk magtfaktor i europæisk fodbold. Kort før Eusébio tiltrådte i sin kontrakt med hovedstadsklubben vandt ”Ørnene” Europa Cup turneringen for mesterhold med en finalesejr på 3-2 over FC Barcelona. I kvartfinalen havde portugiserne overvundet AGF. En af de store profiler var på det tidspunkt innerwingen Mario Coluna, som Benfica også havde ”hapset” i Mozambique. Colunas succes banede i nogen grad vejen for Eusébio. 

Massivt internationalt gennembrud

Benfica genvandt Europa Cuppen i Eusébios første sæson, og han noterede sig for sin første store personlige triumf på den internationale scene, da han scorede to gange i en fantastisk 5-3-finalesejr mod Real Madrid. Med en 2. plads i årets Ballon d’Or manifesterede Eusébio et nærmest uhørt lyngennembrud på den helt store klinge. 

I årene derpå var Benfica konstant med i Europa Cup sammenhæng, dog uden at nå helt til tops, og klubben vandt det portugisiske mesterskab 11 gange på 15 år. Eusébio indskrev sit navn i klubhistorien som den største spiller gennem tiderne med 473 mål i 440 kampe. 

Portugal havde imidlertid aldrig gjort sig gældende på højeste landsholdsniveau, men det ændrede sig med Eusébio som den offensive stjerne. Portugal rådede over et primært Benfica-funderet angreb med José Torres, førnævnte Mario Coluna og hovedstødsstærke José Augusto. Ved VM-slutrunden i England i 1966 kom det globale gennembrud. 

Portugiserne slog Ungarn og Bulgarien overbevisende og nærmest udspillede de dobbelte verdensmestre fra Brasilien. I kvartfinalen lurede sensationen, da upåagtede Nordkorea kom foran med 3-0 i løbet af en lille halv time, men Eusébio var ustoppelig og nettede 4 gange i en portugisisk 5-3-sejr.

Semifinalen blev et antiklimaks. Englands hårde hund, Nobby Stiles, holdt Eusébio i kort snor med en hel del ufine metoder, og hjemmeholdet sejrede snævert med 2-1. Portugal tog imidlertid revanche i kampen om bronzemedaljerne og slog Sovjetunionen med samme cifre. Eusébio blev turneringens topscorer med 9 mål. 

I årets Ballon d’Or afstemning blev den Sorte Perle nummer 2, hvilket var hans tredje top-2 placering (han vandt den i 1965) på 4 år. 

Tre gange mod Danmark

Eusébio optrådte tre gange på det portugisiske landshold mod Danmark. 

Første gang var i 1966, i en mindeværdig landskamp i Esbjerg, hvor 14500 tilskuere så Portugal varme op til VM-slutrunden med en 3-1-sejr. Eusébio scorede det første mål, mens José Torres nettede 2 gange. I det 58. minut reducerede Ulrik le Fevre for danskerne i sin kun 3. landskamp. Desværre blev vejlenseren skadet i samme moment, og måtte lade sig afløse af Kjeld Thorst. 

”Selecão das Quinas” var atter på besøg i Danmark i 1970. Det var i forbindelse med kvalifikationen til EM i 1972. Det danske landshold havde ikke nogen god sæson, men en absolut hæderlig præstation begrænsede nederlaget 1-0. Året efter var der store forhåbninger fra dansk side til returopgøret i Porto. 

DBU havde, for første gang i historien, tilladt professionelle spillere på landsholdet. Men de opskruede forventninger blev gjort til skamme. Portugal vandt overbevisende med 5-0. Eusébio scorede et af de portugisiske mål.

Mistede de sparsomme midler

I 1970’erne plagedes Eusébio i stadig tiltagende grad af skader. Grove tacklinger fra kyniske forsvarsspillere gennem årene satte spor. Mere eller mindre fodboldinvalid måtte den sympatiske stjerne lægge støvlerne på hylden, men han fortsatte i mange år som coach i Benfica. 

Økonomisk sad han i ydmyge kår. I nutidens fodbold havde han været milliardær, men kontrakterne dengang var sløje, og der blev spekuleret i, at Benfica havde snydt den naive og helt uuddannede afrikaner. Det er i alt fald et faktum, at han blev nægtet en transfer, selv om bl.a. Real Madrid bød sig til. Portugal kunne ikke give afkald på geniet, og Eusébio selv bebrejdede diktatoren Salazar for utidig indblanding. Det er ellers ikke fordi han levede et udskejende liv. Eusébio var gift og levede et stille familieliv. Sparepengene blev investeret i hjemlandet Mozambique, men da det portugisiske kolonistyre måtte vige for kommunistiske kræfter, forduftede investeringerne i de planøkonomiske nationaliseringer. 

I 2014 døde Eusébio da Silva Ferreira af et hjertestop, 71 år gammel. Der blev erklæret tre dages landesorg og han blev begravet i det fornemme nationale Pantheon. Han var omgivet af verdensomspændende affektion for sine fænomenale fodboldevner og sin optræden som en altid fair sportsmand. I dag er han almindeligt anerkendt som den bedste afrikansk fødte fodboldspiller i historien.