Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Han var bedre end Bobby Charlton: "Blikkenslageren" der ydmygede Danmark

05.04.2026 Kl. 11:13

Thomas Finney er fuldkommen indiskutabelt en af engelsk fodbolds bedste spillere gennem tiderne. Ældre fodboldfans sværger ikke sjældent til, at han er den bedste, endda bedre end Stanley Matthews, Kevin Keegan, Bobby Charlton m.fl. Som dribler, oplægger og teknisk elegantier var Finney uforlignelig. Der var ikke en klub i England der ikke var varme på at få ham på kontrakt, men han valgte at tilbringe hele karrieren i Preston North End.

For spinkel til professionel fodbold

Tom blev født i Preston i 1922 og voksede op i et kærligt hjem, hvor faren var en fodboldgal kontorist og moren desværre døde af sygdom da Tom var 5 år. Som 14-årig tog Tom en uddannelse som blikkenslager, deraf tilnavnet ”The Preston Plumber”, så han kunne være med til at forsørge familien og de 5 søskende. Han var et iøjnefaldende teknisk fodboldtalent, men han var sent udviklet og blev regnet for alt for lille til at blive professionel. I stedet måtte han nøjes med at se det lokale favorithold fra ståpladserne på Deepdale Stadium, indtil en prøvetræning i januar 1940 ændrede alt. 

Prestons manager var skeptisk over for den lille, spinkle rødmossede knægt, men førsteholdets anfører var heldigvis til stede, og han så straks noget ganske unikt i Finney. Anføreren var ingen anden end den senere Liverpool-legende Bill Shankly, og fra det øjeblik tog den skotske kaptajn den uslebne diamant under sine vinger. Den da 17-årige Tom skulle siden vokse til engelsk fodbolds fineste ædelsten. 

Desværre kom krigen i vejen og stjal nogle værdifulde fodboldår fra Finney. I stedet for at erobre de engelske stadions, røg han til Nordafrika og indrulleredes i Montgomerys 8. Armé, de berømte ”Ørkenrotter”. Finney blev uddannet til kampvognsfører med speciale i de små, hurtige Stuart tanks. Han udmærkede sig i kampene op igennem den italienske ”støvle” og var ved frontlinjen indtil VE-Day. 

Et geni på venstre fløj

Først i 1946 fik Tom sin officielle ligadebut. Han var da 24. Med mentoren Bill Shankly på midtbanen bag sig, fik Finney frie tøjler som wing i debuten mod Leeds United. Det blev et brag af en succes. Tom rullede hele potentialet ud og scorede et afgørende mål i en 3-2-sejr foran 25000 begejstrede tilskuere på Deepdale. Pressen skrev bagefter, at ”et geni var født”. Det var spot on! Finney kom hurtigt ind omkring landsholdet og fik debut på Windsor Park mod Nordirland i en kamp som England vandt helt overbevisende med 7-2. Tom måtte synke en meget stor klump i halsen under afspilningen af nationalmelodien, men da der blev fløjtet op, terroriserede han skånselsløst modstanderne fra sin position som venstre wing, med sin lynende hurtighed og sublime overblik. 

Finney spillede siden hele 76 landskampe og scorede 30 gange. Han optrådte ved 3 VM-slutrunder og medvirkede hele 10 gange til samlede engelske sejre i The British Home Championship. Den nok mest mindeværdige landskamp var 4-0-sejren over Italien i 1948, hvor Finney og Matthews på hver sin fløj tog pippet fra de daværende verdensmestre. 

VM i 1950 havde han nok gerne været foruden. England præsterede skrækkeligt og tabte sensationelt til USA. Til gengæld var han på toppen i de tre landskampe mellem England og Danmark, der blev spillet 1955, 56 og 57. I de opgør scorede englænderne i alt 14 mål, og Finney løb fuldkommen rundt med tre forskellige danske backs; Poul ”Løve” Andersen, Erling Linde Larsen og John Amdisen, der alle fik en lektion udi fodboldens fineste finesser. 

Udødeliggjort med The Splash

For Preston var Tom en afgørende brik i to meget fornemme 2. pladser i ligaen i 1953 og 58, ligesom det blev til en FA Cup finale i 1954, hvor Preston imidlertid tabte til West Bromwich Albion. Der blev således ingen trofæer eller titler til en af alle tiders største ”one club men”. 

Engelsk fodbolds fineste venstre wing gennem tiderne, og Prestons klart største aktør i historien, lagde støvlerne på hylden som 38-årig i 1960, efter 474 optrædener for Preston North End og 210 scoringer. Han blev to gange kåret til Årets Spiller i England og adlet i 1961.

Sir Tom Finney gik bort i 2014, 91 år gammel. Han er udødeliggjort med en af de smukkeste fodboldstatuer i England. Den såkaldte ”Tom Finney Splash”, inspireret af et berømt øjebliksfoto fra 1956, pryder det nationale fodboldmuseum i Manchester. Den står den i dag som en reminder om en af de fornemste repræsentanter for engelsk fodbold, og som inspiration for nutidens aspirerende individualister.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce