Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Han scorede ingen mål: FM-gamer skrev til virkelig angriber - og fik kanon svar

Af Morten Bruun Jørgensen
26.03.2020 Kl. 10:23
En bruger af Football Manager gjorde noget helt særligt, da han ikke kunne få sin angriber til at lave mål. I sidste ende hjalp det ikke, men det gav et godt grin.

Hvad gør man, hvis ens angriber ikke scorer i Football Manager?

Mange vil nok tænke, at der skal købes en ny, når transfervinduet åbner. Men Reddit-brugeren Fitzy tog en ganske alternativ metode i brug.

Han havde gang i en karriere med RC Lens fra den næstbedste franske række, og han havde mere end svært ved at få Cristian Lopez til at score mål. Derfor tog han kontakt til den tidligere Real Madrid- og Huddersfield-spiller på Twitter.

– Han spillede forfærdeligt for mig, hvilket var ret normalt for mine angribere på det tidspunkt. Det må have været mine taktikker. Jeg søgte på mine spillere og klubben på Twitter for at læse mere om dem, og jeg bemærkede, at Lopez havde en åben indbakke.

– Jeg tænkte, det ville være sjovt at skrive til ham om det, men jeg regnede ikke med, at han ville svare, forklarer Fitzy til SportBible.

Fitzy endte med at skrive til Cristian Lopez på Twitter, og der gik ikke lang tid, inden angriberen svarede på henvendelsen, hvor han forklarede, hvordan man ville få ham til at score flere mål.

– Giv ekstra bonus for mål. Eller smid ham på bænken i to kampe, og bagefter vil han helt sikkert være sur og score mere, svarede den spanske angriber.

Historien ender dog ikke lykkeligt, for Fitzy kunne stadig ikke få Cristian Lopez til at score mål, og i stedet endte han først med at blive udlejet og senere solgt.

Vi kan kun forestille os, hvordan der sidder andre Football Manager-nørder derude i øjeblikket, som kæmper med at få angriberne til at score regelmæssigt.

Annonce