Han løj sig to år yngre
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er første del i en artikelserie.
Traktordrengenes to gyldne managers
Når Ipswich Town på lørdag tager imod Newcastle United, så er det med ryggen imod muren.
De blå fra Portman Road har i årtier haft særdeles vanskeligt ved at begå sig i toppen af engelsk fodbold. Men Ipswich er bestemt ikke en klub uden triumfer og traditioner.
East Anglias stolthed har to gyldne historiske perioder, og de er uløseligt forbundet med to af de største engelske managers gennem tiderne.
Her kommer historien om de to.
Sir Alf Ramsey
Det skal først handle om den innovative, ærekære, stædige og krakilske Alfred Ernest Ramsey.
Alf Ramsey voksede op i temmelig dyb fattigdom i et skurlignende hus i Dagenham. Faderen var løsarbejder og der var ikke meget at rutte med. Knægten viste meget tidligt tegn på at være i besiddelse af et helt usædvanligt talent for idræt. Han dyrkede boksning, løb og længdespring, og blev en særdeles dygtig cricketspiller. Men i den sidste ende blev det fodbolden der vandt Alfreds hjerte – måske fordi det var den sportsgren som han kunne skabe et levebrød på… I løbet af opvæksten var der alligevel ikke meget der tydede på at det skulle blive tilfældet. Tiden gik med at arbejde hårdt for en lokal købmand, og den forholdsvis lille og introverte knægt var ikke den der masede sig frem overfor presse og talentspejdere.
Da verdenskrigen brød ud spillede Ramsey søndagsfodbold i en lillebitte klub, Five Elms, og bortset fra en føler fra Portsmouth var der ingen indenfor den professionelle fodboldverden der havde hørt om den 19-årige kommislærling. I 1940 blev han indrulleret i et infanteriregiment i Cornwall, og fandt den spartanske kaserneindkvartering ganske luksuriøs.
I 1943 spillede Ramsey en træningskamp for sin bataljon imod Southampton, der således fik øje på den lille, tætte, enormt kloge forsvarsspiller. Året efter skrev han en kontrakt med The Saints, der sikrede Ramsey 2£ pr. kamp i den såkaldte Southern League der kørte under krigen. Først i 1946 slap Ramsey militærtjenesten, og helligede sig fodbolden på fuld tid. På det tidspunkt var han 26 år, men løj sig to år yngre. Ramsey spillede tre sæsoner i 2. division for Southampton, og imponerede med sin positionelle evne, sit overblik og sin snuhed. Han var en uhyre driftssikker forsvarsspiller der aldrig begik fejl, og – trods sin nærmest medfødte generthed – blev han selvsikker nok til at tage dirigentstokken og fik tilnavnet ”Generalen” af fansene på The Dell. En transfer til Tottenham Hotspur indbragte et engelsk mesterskab i 1951, men det var især på landsholdet, at Ramsey fik lært nogle barske, men på sigt brugbare, lektier af uventet modgang.
I 1948 fik Alf debut på det engelske landshold som højre back, en position han efterfølgende holdt fra 1950-53. Det engelske landshold kæmpede for at opretholde en førende international position, men fiaskoen ved VM i 1950 var til at tage og føle på. England tabte sensationelt til USA. I 1953 blev ondt værre. Three Lions tabte for første gang i historien på Wembley mod et kontinentalt landshold. Ungarn udklasserede England med 6-3. Ramsey scorede på straffespark, men kampen blev hans 32. og sidste i nationens tjeneste. I sit stille og introverte sind analyserede Ramsey fiaskoerne, og kom frem til den konklusion, at engelsk fodbold var kørt fast i indiskutable taktiske dogmer, der trængte til en grundig revision.
Det forekom ganske oplagt at Ramsey skulle fortsætte indenfor fodboldens verdens i en managerrolle. Dengang relativt upåagtede Ipswich Town gav ham det første chefjob i 1955. Det blev en næsten vanvittig succes. I 1957 rykkede The Blues op fra 3. division, i 1961 i the top flight. Og allerede året efter vandt traktordrengene fuldkommen sensationelt det engelske mesterskab. En fantastisk præstation.
Ramsey eksperimenterede med en spillestil uden wings. Noget, der ellers var komplet utænkeligt i engelsk fodbold på den tid. I stedet kreerede han et to-mands angreb med de ellers ret upåagtede Ray Crawford og Ted Phillips, der blev en overvældende succes. Ipswich spillede med en kompakt defensiv og et kvikt og direkte angrebsspil, der tog fusen på alle ”de store” titelkandidater. Det chokerende mesterskab til Ipswichs ”underdogs” blev fejret af hele det østlige England.
Ramsey var uovertruffen som organisator og blev udpeget til legendarisk Walter Winterbottoms afløser som engelsk landsholdsmanager i 1963. Han startede i jobbet med en selvsikker profeti: ”Vi vinder VM i England om tre år”! Mens han arbejdede målrettet og stædigt frem imod det forkromede mål, gik det tilbage for Ipswich, der allerede i 1964, to år efter mesterskabstriumfen, måtte ned i 2. division. Der skulle en ny, enestående manager til for atter at løfte the Tractor Boys.
Fortsættes..
