Annonce
Annonce

Han kom med på VM-afbud: Blev kaldt verdens bedste

22.10.2026 Kl. 11:52

Verdensmesteren

George Cohen blev født på denne dag i 1939.

George Cohen var en fantastisk one club man for Fulham, hvor han tilbragte hele sin karriere og spillede 459 kampe. Desuden opnåede han 37 landskampe for England.

Som efternavnet indikerer, var George af jødisk oprindelse. Familien på farens side stammede fra Ukraine. Moren var irsk katolik, og knægten blev – måske som en slags kompromis – tilknyttet Englands protestantiske statskirke.

Opvæksten var nøjsom, så det var noget af en drøm der gik i opfyldelse, da han fik en professionel kontrakt med Fulham i 1956. Han var ikke noget indlysende talent, men til gengæld hårdfør og stærkt motiveret.

I 1959 rykkede han op med Fulham, en position som klubben fastholdt de følgende 10 år. Cohen gjorde en så god figur, at han fik 8 kampe på det engelske U-23 landshold. Landstræner Alf Ramsey gav debut på A-landsholdet i 1964 i et skuffende engelsk 1-0-nederlag på Hampden mod arvefjenden Skotland. At tiltvinge sig en fast plads på Three Lions, syntes imidlertid temmelig umuligt.

I dybe fodspor

Vanskeligheden bestod i, at konkurrenten Jimmy Armfield var Englands kaptajn, og den store Blackpool-forsvarer regnedes almindeligvis for at være en af de bedste højre backs i verden. Men skæbnen ville, at Armfield blev skadet kort før VM-slutrunden på hjemmebanen i 1966. Konsekvensen blev, at Cohen afløste Blackpool-legenden ved VM.

Det var med noget bange anelser, at pressen og fodboldfolket konstaterede, at Fulham-backen skulle fylde pladsen ud efter en af engelsk fodbolds helt store defensive profiler. Men George spillede fuldkommen upåvirket af nerver og leverede den ene pragtpræstation efter den anden.

Blandt perlerækken af solide og stabile indsatser for England, er det måske især kvartfinalen mod Argentina der står i et særligt lys. Der er i alt fald mange, der nok vil huske det ret specielle øjeblik efter det hårde opgør, hvor landsholdets coach, Alf Ramsey, nægtede at lade Cohen bytte trøjer med en af modstanderne. Ramseys karakterisering af argentinerne som ”animals” på pressemødet bagefter, var et pinligt lavpunkt i en ellers strålende turnering for fodboldens moderland.

Læs alt om Alf Ramsey: Fra ludfattig købmandselev til adlet verdensmester: Den utrolige historie om manden bag Englands største triumf

Også i den intense og sindsoprivende finale mod Vesttyskland, spillede Cohen pletfrit. Det foranledigede Ramsey til at udtale, at George var Englands bedste højre back gennem tiderne. Det er der stadig den dag i dag mange englændere, der er enige i.

George Cohen i VM-finalen.

Sluttede med trist nedrykning

Den aktive karriere sluttede ved indgangen til Sportslørdag/Tipsfodbold epoken i 1969. Fulham rykkede ned i 2. division dét år, og den loyale George måtte indstille udfoldelserne på grønsværen på grund af en alvorlig skade.

Cohen opnåede 459 kampe for Fulham, hvilket indplacerer ham på en 6. plads på alle tiders liste over flest optrædener for The Cottagers. Det var på en tid, hvor backs meget sjældent vovede sig over midterlinjen. George scorede da også blot 6 mål i hele sin karriere.

Siden førte han et relativt stille liv, og gjorde sig til talsmand for forskellige velgørenhedsprojekter. Han modtog en MBE adling i 2000.

En af ex-verdensmesterens mere specielle kæpheste var at agitere imod den konstante “udvikling” af fodbolde, der gør spillets vigtigste objekt stadig mere let, plasticagtig og uforudsigelig. En holdning, undertegnede deler til fulde.

George Reginald Cohen gik bort i 2022, 83 år gammel. Hans statue står i dag på Craven Cottage.

Annonce