Han kan erstatte Rasmus Højlund
Rasmus Højlund kan risikere at blive erstattet i løbet af sommerens transfervindue, og en målfarlig angriber byder sig nu selv til.
Det er Sky Sports, der kan fortælle, at den italienske målsluger Moise Kean er meget opsat på at vende retur til Premier League.
Her har han tidligere tørnet ud for Everton, hvor han ingenlunde havde succes. Det har han imidlertid fået i Fiorentina denne sæson.
Moise Kean har som den første Fiorentina-spiller scoret mindst 21 mål på en sæson, og forud for sommerens transfervindue drømmer han om at skifte til en større klub.
Manchester United siges at være ude efter den 25-årige italiener, som kan ende med at skulle erstatte Rasmus Højlund, som senest brændte en gigantisk chance i søndagens nederlag mod West Ham.
Danskeren er meget udskældt i Manchester United, og Rúben Amorim har også gjort det meget klart, at der skal ske store ændringer i den engelske storklub inden næste sæson.
Moise Kean har en frikøbsklausul på 375 millioner kroner i kontrakten med Fiorentina, og den er kun aktiv fra den 1. juli og så 14 dage frem.
Hvis Fiorentina må vinke farvel til Moise Kean, vil det være et stort slag for Firenze-klubben, hvor han i denne sæson har været involveret i 38 procent af alle mål.


















