Han forlader Manchester City
Manchester City vinker farvel til en væsentlig skikkelse omkring førsteholdet forud for den kommende sæson.
Det er det spanske medie AS, der kan fortælle, at assistenttræneren Juanma Lillo forlader Manchester City.
Allerede om ganske kort tid har Juanma Lillo sin sidste arbejdsdag i den engelske storklub, for han rejser nemlig ikke med til VM for klubhold i USA. Den turnering starter om blot et par uger.
Derudover går meldingen fra AS også på, at der er andre personer fra Pep Guardiolas stab, der forlader den engelske storklub inden længe.
Dermed ser det altså også ud til, at det ikke kun er i spillertruppen, at der er gang i en større udskiftning hos Manchester City lige for tiden.
Den engelske storklub havde en udfordrende sæson, hvor det kun blev til en tredjeplads i Premier League – langt efter Liverpool på førstepladsen – og et tidligt exit i Champions League.
I januar gik foryngelsen af førsteholdet i gang med køb af blandt andre Nico Gonzalez og Omar Marmoush, og der er udsigt til en række nye indkøb den kommende sommer.
59-årige Juanma Lillo har de seneste to år været assistenttræner hos The Cityzens, og det var han desuden også fra 2020 til 2022. Derefter havde han et år som cheftræner for Al-Sadd.
Læs mange flere nyheder om den engelske storklub her.
















