Han fik Torres til Liverpool: Tidl. scout er på vej til Leicester
Tilbage i juli mistede Leicester en meget betydningsfuld person, da Steve Walsh forlod King Power Stadium til fordel for Everton, hvor han har fået en rolle som direktør. Han var bl.a. personen, der opdagede Jamie Vardy, Riyad Mahrez og N'Golo Kanté.
Nu er Leicester på jagt efter en erstatning for Steve Walsh, og her er man i forhandlinger med en prominent herre – nemlig Eduardo Macià.
Den spanske scout har en fortid i Valencia og Liverpool, hvor han bl.a. sørgede for, at Fernando Torres, Javier Mascherano og Raheem Sterling skiftede til Anfield.
Han blev ansat hos Real Betis i 2015 og fik Rafael van der Vaart til det spanske, men tilbage i april valgte Real Betis at ophæve samarbejdet med Eduardo Macià.
Dermed står han arbejdsløs, men det vil Leicester lave om på og har tilbudt ham en kontrakt. Det skriver Daily Telegraph.
Ifølge den engelske avis skal han arbejde med transfers sammen med Claudio Ranieri og Leicester-direktør Jon Rudkin, hvis han beslutter sig for at takke ja til kontrakttilbuddet fra de engelske mestre.