Han blev anfører som 18-årig - få kendte hans hemmelighed

Født på denne dag i 1956 i Londonforstaden Hillingdon.

Ray, med kælenavnet “Butch”, voksede op i et komplet fodboldtosset hjem. Faren, George, havde været professionel i bl.a. Brentford og Nottingham, og han fik hele fire sønner, der blev fodboldspillere: Graham var en særdeles dygtig back i Chelsea FC, Dean spillede en årrække i Brighton, Stephen i klubber på National League niveau, og så Ray.

Sidstnævnte fik sin fodboldopdragelse i Chelsea FC, hvor han fik debut som 17-årig. På det tidspunkt var Ray en teknisk dygtig og særdeles skudstærk angriber.

Anfører som 18-årig

Allerede som 18-årig blev den talentfulde unge mand tildelt anførerbindet på Stamford Bridge.

Baggrunden var, at Chelsea FC gennemgik en drastisk deroute efter de store år under Dave Sexton i starten af 1970’erne.

Fra at have haft et eksklusivt og hipt image med spillere som Charlie Cooke, Peter Osgood og Alan Hudson, blev Chelsea i midten af 70’erne en anonym midterklub – og derefter endda bundklub.

Sexton byggede omhyggeligt et særdeles stærkt og seværdigt mandskab op, men formåede ikke at holde sammen på det – endsige udvikle det. Konflikter med flere af nøglespillerne endte med spillersalg, og kvaliteten dalede drastisk. I 1975 rykkede Chelsea ud af 1. division med en 21. plads – kun Carlisle United i deres eneste sæson nogensinde i the top flight var dårligere.

Med Ray Wilkins som kæmpetalent i angrebet rykkede Chelsea op to år senere sammen med Wolverhampton og Nottingham Forest, men det kneb med at slå til for alvor. Allerede i 1979 røg hovedstadsklubben atter ned i 2. division, denne gang med fynd og klem på en sidsteplads, og den unge anfører Wilkins blev solgt til Manchester United i 1979. På Old Trafford omskoledes han til en af Englands allerbedste balancespillere i 1980’erne.

Englands mest boldsikre midtbanespiller

Hans boldsikre og pasningspålidelige stil gav ham tilnavnet ”Razor”, hvilket supplerede det kælenavn, han havde haft fra de helt unge år i Chelsea: ”Butch”.

Senere gav boulevardpressen Ray det lidet flatterende tilnavn ”the Crab”, “Krabben”, ud fra det ræsonnement, at han spillede for meget sidelæns og for lidt risikovilligt. Det var en urimelig ”dom”, for Wilkins’ rolle var at varetage det sikre opbygningsspil som ”dyb” playmaker på den centrale midtbane. Han smed aldrig bolden unødvendigt væk og bidrog med stabilitet og omtanke.

Ikke desto mindre opnåede han hele 84 landskampe for England, og leverede stort set aldrig en dårlig præstation. Ray debuterede helt tilbage i 1976 for Three Lions, og han medvirkede ved tre internationale slutrunder, EM i 1980 og VM i 1982 og 86. I 1980 scorede han et bragende flot mål i puljeopgøret mod Belgien, men England skuffede med en alt for forsigtig tilgang og formåede ikke at avancere til semifinalerne.

Big Rons ambitiøse projekt på Old Trafford

Manchester United var et stort anlagt projekt i tiden omkring 1980. Med Ron Atkinson som en karismatisk manager var der store armbevægelser og ambitioner. Mesterskabstitlen fik United dog ikke, og det var hvert år som om, at holdet kom frisk og optimistisk fra start, men faldt sammen i det hårde juleprogram eller i det tidlige forår.

Djævlene vandt dog FA Cup turneringen i 1983 med finalesejr (over to opgør) mod Brighton. Året efter drog Ray Wilkins ud i Europa for at spille for AC Milan, Paris St. Germain og derefter Glasgow Rangers (med hvem han vandt to skotske mesterskaber).

Funktionel alkoholiker

I 1985 var han Milans nøglespiller på midtbanen i den italienske pokalfinale, men Sampdoria vandt med 1-0 på et mål af skotske Graeme Souness.

Karrieren afsluttedes med en række engagementer, primært i Queens Park Rangers, hvor Wilkins blev spillende manager midt i 1990’erne.

Siden blev han en højt værdsat assistenttræner i bl.a. Chelsea og Fulham, og i en periode for det engelske U-21 landshold. En kort overgang var han træner for Jordans landshold.

Wilkins kæmpede i årevis med alkoholisme, men formåede at passe sine job med stor dedikation. Han var vel det som man kalder ”funktionel alkoholiker”.

Raymond Colin Wilkins gik bort i 2018.

Du kan læse om en af Wilkins’ holdkammerater her: Mickey Thomas, der også har kæmpet i mange år med alkoholisering: Han chokerede Arsenal – så styrtede hans liv i grus