Gutierrez: Sagna-tackling afslørede min kræftsygdom
I går kom det frem, at Newcastle-spilleren, Jonas Gutierrez, kæmper mod en kræftsygdom i hjemlandet Argentina.
Gutierrez, der stadig er på kontrakt i Newcastle, fortalte i dag på argentinsk TV, at et slemt sammenstød mellem ham og den daværende Arsenal-spiller, Bacary Sagna, forårsagede det lægebesøg, der afslørede testikelkræften.
– Jeg havde et slemt sammenstød med Sagna, der gav mig en masse smerte. Det gjorde virkelig ondt, fortæller Gutierrez til TV-kanalen TyC Sports.
– Jeg snakkede med vores læge lige efter kampen, og han sagde "bare rolig, det er ingenting".
Argentineren fortæller ydermere, at der intet ondt var i tacklingen fra Sagna, og at han ikke beskylder franskmanden for uheldet, der fandt sted i den sidste kamp i 2012/13-sæsonen.
Efter sommerpausen, tog Gutierrez til lægen, hvor han fik konstateret, at han havde en svulst siddende i den ene testikel, hvorfor han skulle i omgående behandling.
Behandlingen foregik i Argentina, hvor han i oktober 2013 fik bekræftet, at svulsten var væk, og at den ikke havde spredt sig til andre dele af kroppen.
5 måneder senere vendte Newcastle-spilleren tilbage til hospitalet, hvor han skulle tjekkes. Her fandt lægerne spor af kræften og fik derved organiseret et kemo-forløb, som Gutierrez nu er tæt på at afslutte. Herefter fik han ved operation fjernet den ene testikel.
Jonas, som han populært kaldes, har holdt sygdommen hemmelig for offentligheden, hvor det kun var hans nærmeste omgangskreds, heriblandt Gabriel Heinze, Fabio Coloccini og Martin Demichelis, der vidste besked om sygdommen.