Guardiola: Vi skal spille en perfekt kamp for at gå videre
Manchester City har i denne sæson været forrygende, men i sidste uge gik det helt galt for Pep Guardiolas tropper, der tabte med hele 0-3 på Anfield i den første Champions League-kvartfinale mod Liverpool.
Med nederlaget er der nu for alvor pres på de lyseblå fra Manchester forud for morgendagens returopgør, og Guardiola erkender da også, at holdet skal spille en perfekt kamp for at avancere til næste runde:
– Vi har brug for en perfekt kamp for at gå videre. Vi skal skabe mange chancer og samtidig lukke ned for dem, fortæller han forud for opgøret.
– Det er vigtigt, at vi kommer først på tavlen og derefter jagter det næste mål. Vi har 90 minutter plus ekstra tid, og vi har flere gange vist, at vi kan skabe mange chancer til sidst i kampene.
City løber ind til opgøret med hele to nederlag i bagagen. I weekenden havde holdet ellers mulighed for at sikre sig det engelske mesterskab ved at besejre Manchester United, men et stærkt comeback i 2. halvleg gav De Røde Djævle sejren.