Guardiola tror på, at Sterling kan håndtere Anfields pres
I sidste sæson havde Raheem Sterling det svært i alle Manchester Citys tre kampe mod Liverpool efter sit sommerskifte til Etihad Stadium. Han blev således udskiftet allerede i pausen af sin første kamp tilbage på Anfield.
Sterling havde generelt ikke en fantastisk 2015/16-sæson, men under Pep Guardiola har han spillet strålende. Tidligere på denne måned scorede han et vigtigt mål mod Arsenal, og mod Hull tilkæmpede han sig det vigtige straffespark, som satte gang i scoringerne.
Guardiola føler, at Sterling er i god form forud for aftenens kamp mod titelrivalerne fra Liverpool.
– I den første del af sæsonen var han vores vigtigste spiller i offensiven. For en måned siden var han lidt nede. I to eller tre kampe var han ikke lige så aggressiv som i den første del af sæsonen, men i de sidste to eller tre kampe er han kommet tilbage, og det har vi brug for, sagde Guardiola ifølge TalkSPORT.
Sterling får formentlig ikke en varm velkomst på Anfield, men Guardiola er sikker på, at han kan klare det – og måske endda trives under det enorme pres.
– Det er altid svært, når tilskuerne ikke er på din side. De pifter, og det er ikke nemt, men det er en del af hans udvikling til at blive en bedre spiller. Vi vil forsøge at klare situationen, men han skal selvfølgelig fokusere på, hvad han selv skal gøre. Det er den eneste måde, vi kan håndtere det på.