Guardiola slår fast: Har ingen problemer med Sané
Med 10 mål og 15 assists i Premier League spillede Leroy Sané en afgørende rolle for Manchester City i den forgangne sæson, men tyskeren har blot fået små 20 minutters spilletid i denne sæson.
Den manglende spilletid skyldes dog ikke, at der er problemer mellem Sané og City-manager Pep Guardiola. Det slår spanieren fast forud for lørdagens opgør mod Wolverhampton:
– De seneste to uger har jeg til træning set den Sané, som vi kender. Jeg er meget tilfreds med hans præstationer, fortæller Guardiola til klubbens officielle hjemmeside og fortsætter:
– Vi har seks fantastiske angribere, og ikke alle kan spille. Jeg har ingen problemer med ham.
– I sidste kamp spillede Sterling ikke, selvom han var fantastisk mod Arsenal. Mendy var god mod Arsenal, og Bernardo (Silva, red.) er i fantastisk form, så jeg gav dem chancen (mod Huddersfield, red.).
22-årige Sané blev, til manges store overraskelse, ikke udtaget til sommerens VM-slutrunde i Rusland, selvom han havde leveret på et højt niveau for de lyseblå fra Manchester.
Senere i dag bliver vi klogere på, om Sané får mere spilletid for The Citizens, når de skal op mod oprykkerne fra Wolverhampton.