Guardiola: Op til spillerne at vælge en ny kaptajn
Vincent Kompany efterlod som bekendt en plads i midterforsvaret åben, da han før sommerpausen annoncerede, at hans fremtid befandt sig i Belgien og Anderlecht.
Imidlertid betød belgierens stop hos de engelske mestre også, at en anden plads blev åben – nemlig tjansen som anfører for det hæderkronede Manchester City-mandskab. Og det er en post, som træner Pep Guardiola ikke selv vil blandes det store ind i udvælgelsen af.
– Jeg kommer aldrig til at sige: 'Nu er det din tur, og nu er det din tur'. Det skal komme naturligt, og så vil man se, hvem der har attituden til at blive anfører. Det er aldrig en beslutning, jeg vil træffe, siger Pep Guardiola til The Independent.
– Kaptajnen skal kunne håndtere omklædningsrummet, og hvis der er problemer med mig, står kaptajnen inde for omklædningsrummets holdninger. De skal selv vælge deres kaptajn. Det er ikke min beslutning – det er langt vigtigere, end at jeg skal træffe den beslutning, slutter Guardiola.
Udover Vincent Kompany bar blandt andre David Silva og Fernandinho anførerbindet i belgierens skadesfravær i den foregående sæson.