Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Guardiola og City vandt søndagens Manchester-derby

Af Redaktionen
11.11.2018 Kl. 18:29
De forsvarende mestre fra Manchester City vandt søndag aften lokalopgøret mod byrivalerne fra Manchester United.

De blåklædte Manchester-spillere startede søndagens derby bedst, og de blev belønnet for deres anstrengelser kort inde i kampen. Efter blot 10 minutters spil, var det Citys David Silva, der slog til. Efter lidt tilfældigheder i feltet, bragede han bolden i mål fra tæt afstand.

Som første halvleg skred frem, satte United sig dog mere på kampen. De fik styr på det defensive, uden de spillede sig frem til nogle nævneværdige chancer. I den anden ende var City dog heller ikke så sprudlende, som vi er blevet vant til at se dem.

City startede anden halvleg ligeså godt, som de startede første. Efter tre minutters spil var det Sergio Aguero, der straffede United og øgede The Citizens føring til 2-0. Argentineren sparkede bolden over hovedet på De Gea, som for en sjælden gangs skyld ikke var hurtig nok til at reagere.

Manchester United svarede igen knap 10 minutter senere. Romelu Lukaku havde erstattet Jesse Lingard på banen, og kort efter indhoppet blev belgieren fældet af Ederson i City-feltet. Anthony Martial scorede sikkert for United og bragte de røde djævle tilbage i kampen.

Fem minutter før tid lukkede City så definitivt kampen. Ilkay Gundogan modtog bolden fra Bernado Silva på kanten af det lille felt og sparkede den resolut ind bag De Gea i United-målet.

City generobrede dermed førstepladsen i Premier League, og de er fortsat ubesejret i indeværende sæson.

 

 

Annonce