Guardiola hylder Liverpools fronttrio: De er næsten ustoppelige
Der venter to yderst interessante opgør, når Manchester City og Liverpool mødes i Champions League-kvartfinalen.
De lyseblå fra Manchester er udråbt som favoritter til at gå videre, men manager Pep Guardiola slår fast, at City kan få det svært mod Liverpools giftige fronttrio, der sammenlagt har scoret 75 mål i denne sæson:
– Det handler ikke kun om Salah, men også Firmino og Mané. De er næsten ustoppelige. Det er fantastiske spillere.
– Liverpools spillestil er meget kompliceret for os, og det ved vi. De er hurtige og gode, så det bliver svært. Men det er en kvartfinale i Champions League, så du kan ikke regne med, at det bliver nemt.
Manchester Citys eneste liganederlag i denne sæson kom mod netop Liverpool, der vandt med 4-3 på Anfield tilbage i januar måned.
Dengang kom Mané, Firmino og Salah alle på måltavlen, mens Oxlade-Chamberlain scorede Merseyside-klubbens første mål.