Guardiola er usikker på, om tidligere profil skal erstattes
I maj blev det annonceret, at Vincent Kompany ville stoppe i Manchester City for i stedet at blive spillende træner hos Anderlecht. Det førte straks til spekulationer om, hvorvidt de engelske mestre ville hente en erstatning.
Længe var der snak om især Harry Maguire, men selvom der ifølge flere medier er interesse fra the Citizens i englænderen, munder det næppe ud i et klubskifte denne sommer. Og det er måske slet ikke sikkert, at Pep Guardiola får en ny midterforsvarer til klubben.
– Der er en chance, men jeg ved ikke, om det er muligt. Vi har tre gode centrale forsvarere, og Fernandinho kan spille på positionen, så vi må se, fortæller manageren ifølge Sky Sports.
– Vi er glade for den trup, vi har. Jeg ved ikke, hvad der sker i slutningen af markedet; om spillerne, der stadig er her, bliver, eller om spillere kommer til. Jeg er tilfreds med de spillere, vi har.
Manchester City råder over John Stones, Nicolas Otamendi og Aymeric Laporte til det centrale forsvar.