Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Guardiola bekræfter: City-profil er ude et stykke tid

Af Redaktionen
06.10.2022 Kl. 04:30
Pep Guardiola har bekræftet, at Kyle Walker ikke lige foreløbig er tilbage på banen.

I søndagens rivalopgør mod Manchester United pådrog Kyle Walker sig en skade i første halvleg, og den holdt ham ude af onsdagens Champions League-kamp mod FC København.

Og der kommer til at gå noget tid, inden den engelske landsholdsspiller kan vende tilbage for Manchester City. Det bekræftede Pep Guardiola onsdag aften.

– Han vil være ude i et stykke tid, sagde Pep Guardiola og tilføjede, at der er tale om flere uger.

Det rammer Manchester City på et tidspunkt, hvor kampene falder med kort mellemrum, og på de to backpositioner er klubben i forvejen tyndt besat.

Mod FC København var det den blot 17-årige Rico Lewis, der kom ind på højre back i anden halvleg, og han gjorde en fin figur.

Guardiola kan meget vel komme til at gøre brug af den unge englænder i de kommende uger, hvor Joao Cancelo er den eneste naturlige tilbageværende højre back i førsteholdstruppen.

Annonce